VOMDRIKKERE

Vomdrikkere - også kendt som 'ruminal drinkers' eller kalve med 'chronic indigestion' er kalve som omsætter hele eller dele af deres mælkeration i vommen.

En vomdrikker er karakteriseret ved specifikke kliniske symptomer herunder utrivelighed, afmagring, strittende pels og en adfærd, hvor den tilbudte mælk kun drikkes af og til. Kalve bliver vomdrikker, hvis en væsentlig del af den mælk kalven drikker kommer i vommen pga. en ufuldstændig lukning af bollerenden. Mælk fordøjes hos kalve normalt i løben og tyndtarmen hvor der opnås en meget høj foderudnyttelse af mælken. Når mælken fermenteres i vommen er foderudnyttelsen af mælken langt mindre end når det fordøjes i løben, men det største problem er, at der risikeres at dannes laktat som gør kalven alment utilpas.

Vomdrikkere er primært et problem i besætninger, hvor kalvene får mælk fra en skål, en spand eller et trug (men er ikke udelukket i besætninger som fodrer kalve vha. en sut (Stocker et al. 1999). Tilstanden ses lejlighedsvis, især hos ældre kalve over 4 uger og nær fravænning. Forekomsten af vomdrikkere er ofte et besætningsspecifikt problem.

af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen

revideret af agronom og ph.d. Jakob Sehested

25. oktober 2020

Kliniske symptomer på at en kalv er vomdrikker

Vomdrikkende kalve har dårlig appetit (de afviser ofte mælken og spiser intet kraftfoder), er i dårlig foderstand, har svag sutterefleks, har pica og har en strittende og kedelig pels med hårtab. Vomdrikkere har ofte tilbagevendende trommesyge og det er karakteristisk, at afføringen bliver ler-agtig (fordi kalven er dehydreret og der absorberes mere væske fra tyktarmen end normalt hvorved afføringen får et højere tørstofindhold end normalt). Vommen synes nedsunken, især i venstre side.

Breukink et al. (1988) beretter, at vomdrikkende kalven har en tendens til at slikke på alt og udvise abnorm oral adfærd ligesom de har en karakteristisk måde at drikke mælken på (fra en skål). Vomdrikkere har en tendens til at bide mælken i sig (i stedet for at suge) hvilket også er bemærket af Wise et al. (1984) som beskrev drikke-adfærden hos tre kalve som enten "gulpers" eller "sippers", hvor "gulpers" havde større risiko for at få mælk i vommen end "sippers".

Et andet karakteristisk symptom på vomdrikkere er, at de er ukoordinerede og svage (som følge af D-laktat påvirkningen). De står typisk stille med let opkneben bug og er nedstemte. Der kan høres plaskelyde fra vommen (dvs. på venstre side) 4-6 timer efter fodring, hvor der kan kun høres plaskelyde to timer efter fodring ved normale kalve.

Ovenstående er baseret på beskrivelse af vomdrikkere af Herrli-Gygi et al., (2008), Breukink et al. (1988) og Stocker et al. (1999). Breukink et al. (1988) anslår, at det tager omkring 3-4 uger for vomdrikkende kalve at udvikle de klassiske symptomer som angivet ovenfor.

Kalven på billedet er vomdrikker. Den er kendetegnet ved et strittende hårlag, at den er i dårligt huld (bemærk hvordan lårbensknoglerne og rygsøjlen tydeligt står frem) og den har det karakteristiske vommede udseende.

Kalven var ukoordineret og slinger på bagparten og ville kun drikke sin mælk en gang imellem.

Hvordan bliver en kalv vomdrikker?

Vomdrikkende kalve har en mangelfuld lukning af bollerenden når de drikker mælk og derfor ender en større del af deres mælkeration i vommen. Kalve fødes ikke som vomdrikkere og det er en tilstand som udvikles over tid. Det er heller ikke alle kalve som får mælk i vommen der bliver syge (Suárez et al., 2007) hvilket er forårsaget af specifikke forhold i vommen ved de kalve, som udvikler de kliniske tegn på at være vomdrikker. Udfaldet af hvorvidt mælk i vommen gør en kalv syg afhænger af hvor meget mælk der kommer i vommen, vommens pH, vommens volumen, bufferkapacitet, tømningshastighed og absorptionskapacitet. Sagt på en anden måde, så vil mælk i vommen kun have en betydning, hvis mælken forårsager en forskydning i den normale vomfunktion og pH.

Hvor meget mælk skal der så til, før kalven bliver syg af mælk i vommen?

Det er meget individuelt hvor meget mælk der skal i vommen, før en kalv bliver syg. Det ved vi fra et italiensk studium fra 2004 (Gentil et al., 2004). I dette studium blev 9 kalve (i alderen 5-23 dage) sonderet med 1 L mælk tre gange dagligt (og derudover fodret med 1 L mælk via en suttespand 3 x dag). Kalvene blev klinisk vurderet dagligt. 6 af de 9 kalve blev alment påvirket allerede dagen efter, de fik mælk i vommen. Af de 7 kalve, hvor behandlingen blev ophørt fordi kalvene blev nedstemte, måtte den første fjernes fra studiet allerede efter 4 dage og efter 12 dage, var alle 7 kalve fjernet fra studiet som følge af svære kliniske symptomer (nedstemthed, manglende sutterefleks, dehydrering og manglende evne til at stå oprejst) - på nær 2 kalve, som aldrig blev alment påvirket af at få mælk i vommen. Forfatterne af studiet angiver, at hvis de fjernede kalve ikke var blevet fjernet, så var de døde af at få mælk i vommen.

Vomdrikkere er karakteriseret ved, at de GENTAGNE gange får mælk i vommen og at de derfor kontinuerligt er alment påvirket af, at optage laktat fra vommen.

Breukink et al. (1988) finder, at selvom kalve efter en lang transport ofte får mælk i vommen, bliver de ikke syge, fordi mælken hurtigt passerer videre til løbe og tarm. I modsætning til normale kalve har vomdrikkere en langsommere passagehastighed i mavetarmsystemet. Mælk som gives til raske kalve med sonde er passeret fra vommen til løben i løbet af 24-48 timer (størstedelen er væk allerede efter 3 timer), mens mælk i vommen hos vomdrikkere bliver i vommen i mindst 48 timer. Når mælk bliver i vommen i længere tid får mikroorganismerne tid til at fermentere mælken hvilket resulterer i produktion af bl.a. laktat, som påvirker kalvenes almene tilstand negativt (Stocker et al. 1999).

Hvordan diagnosticeres vomdrikkere i praksis?

Som regel vil vomdrikkere kunne diagnosticeres ud fra de kliniske symptomer.

Endvidere vil auskultation af abdomen i forbindelse med at kalven drikker mælk kunne differentiere mellem normale kalve og vomdrikkere. Ifølge Breukink et al. (1988) vil der ved abdominal auskultation af normale kalve i forbindelse med mælkeindtag kunne høres gurgel-lyde fra abdomen (forårsaget af at mælken guides gennem bollerenden), mens der ved vomdrikkere er plaskelyde (forårsaget af at mælken lander i en væskefyldt vom).

Vomdrikkere vil også kunne diagnosticeres ved hjælp af vomsaftprøver. Vomdrikkere vil have en lav pH i vommen (pH 4-5), mens normale kalve har en vompH på mere end 6-7. Desuden vil vomindholdet fra en vomdrikker lugte surt og have en hvid-grå farve (Herrli-Gygi et al., 2008).

Forekomsten af vomdrikkere

Der er ikke lavet studier, som påviser forekomsten af vomdrikkere i større stil, netop fordi tilstanden er svær at diagnosticere antemortem (mens kalven stadig er i live) (Labussière et al. 2014).

Breukink et al. (1988) angiver, at i slagtekalve besætninger er der en meget høj forekomst af kalve som får mælk i vommen når de drikker mælk i de første dage efter transport og indsættelse, men at det kun er et fåtal af disse som udviklede de kliniske symptomer på at være (kronisk) vomdrikker.

I Holland er der i forbindelse med en vurdering af metoder til bestemmelse af mængden af mælk som kommer i vommen, påvist, at når store kalve (160-250 kg) drikker mælk fra en spand (ca. 9-10 L/mælk pr gang) får de i gennemsnit mellem 16-21 % (varierende mellem 0-39 %) af mælken i vommen, hvilket er bestemt ved obduktion af kalvene umiddelbart efter deres sidste fodring (Labussière et al., 2014).

I Schweiz er der lavet et studium af 64, 10 uger gamle tyrekalve (Suárez et al., 2007). Disse kalve blev fodret med 8 forskellige kraft- og grovfoderkombinationer samtidig med forskellig mængde mælkeerstatning. Inden aflivning blev der tilsat Co-EDTA til deres mælk og mængden af Co-EDTA i vommen blev efterfølgende bestemt. Mellem 18 - 48 % af mælken kom i vommen. Ikke desto mindre var der ingen syge kalve i studiet og laktat indholdet i blodet var markant lavere end Gentile et al. (2004) fandt i deres studium af kalve som blev sonderet med mælk. Suárez et al., (2007) forklarer dette med, at når kalvene får grovfoder, kan en større mængde mælk komme i vommen uden at kalven bliver syg.

Behandling af vomdrikkere

Vomdrikkere behandles effektivt ved at ændre mælkefodringsrutinen, så de fodres med en sut (enten flydesut, suttespand eller sutteflaske).

Dette er vist i flere studier:

Herrli-Gygi et al. 2008 målte acetaminophen (paracetamol) optaget hos vomdrikkere og normale kalve og fandt, at vomdrikkere havde et markant langsommere optag af acetaminophen til blodet, fordi mælken kom i vommen og først skulle passere ud i tarmen før acetaminophen optages over tarmvæggen. Efter at vomdrikkerene blev fodret med en flydesut i 10 dage var der imidlertid ingen forskel på acetaminophen absorptionen, hvilket indikerer at kalvene ikke længere var vomdrikkere og nu fik mælk i løben i stedet for i vommen. Dog var der i studiet én kalv (tidligere vomdrikker) som tog så store slurke med sutten, at der alligevel var noget mælk som kom i vommen. Dette blev afhjulpet ved at gøre hullet i sutten mindre.

Wise og Anderson (1939) viste også, at en vomdrikkende kalv kan behandles effektivt ved at tildele mælken med en sut fremfor at lade kalven drikke fra en spand. Den vomdrikkende kalv i dette studium udviklede nekrotiserende inflammation i vomvæggen i området omkring bollerenden og indholdet i vommen var af prutrid karakter. Kalven havde diarré og var utrivelig. Efter kalven fik tildelt mælk med sut, kom der ikke længere mælk i vommen og området omkring bollerenden helede op igen, hvorefter kalvens diarré tilstand fortog sig.

Stocker et al. (1999) beskriver behandling af 59 vomdrikkere hvor behandlingen var succesfuld hos 55 af kalvene. Behandlingen bestod i intravenøs bicarbonat infusion, ændring af fodringsmanagement således at kalvene fik mælk vha. en sut, metoclopramid, antibiotika, vitaminer, NSAID og i to tilfælde skylning af vommen med varmt vand og infusion af vomsaft fra en ko. Forfatterene anser ændring af fodringsmanagement så kalvene få mælk via en sut og den intravenøse infusion af bicarbonat som de vigtigste behandlingskomponenter.

Vomdrikkere kan også kureres ved fravænning fra mælken (Breukink et al. 1988). Dog skal man være opmærksom på, at vomdrikkere ofte æder meget lidt kraftfoder pga. dårlig appetit og derfor vil have svært ved at indtage nok kraftfoder til at understøtte sit energibehov.

På trods af effektfuld behandling af vomdrikkende kalve, vil de fortsat være påvirket af en reduceret tilvækst ifølge studiet af Breukink et al. (1988) hvori 4 vomdrikkende kalve indgik. Disse kalve var sødmælkskalve og havde et meget lavt jernindhold i blodet, hvilket også kan have været medvirkende til den reducerede tilvækst. Det er derfor ikke sikkert, at vomdrikkere, som behandles ved korrektion af mælkefodringsmanagement og som bliver tildelt kraft- og grovfoder ved siden af, også vil opleve den samme vækstreduktion.

Akut behandling af den alment påvirkede vomdrikker

Vomdrikkere er ofte alment påvirket af tilstanden hvilket til en stor del er forårsaget af forskydning i syre-base balancen og opkoncentrering af laktat i blodet. Derfor vil intravenøs væsketerapi med alkaliserende agenter være indikeret, i samme omfang som man ville behandle en kalv med diarré (jævnfør siden om væsketerapi).

Væsketerapi til kalve

Forebyggelse af at kalve bliver vomdrikkere

Forebyggelse af vomdrikkere beror på følgende forhold:

Mælkefodring med en sut (flydesut eller suttespand).
Syge kalve skal have mælk med en sut – aldrig fra en skål eller en spand
Tildeles mælken via skåle eller spande er det vigtigt at rutinerne er ens hver gang og at kalven kan skelne mælkefodringen fra tildeling af vand. Det er derfor også MEGET vigtigt, at mælken er varm (for at stimulere kalvenes bollerenderefleks mest muligt)

Tildeling af hø og andet grovfoder sikrer et stabilt vommiljø med god bufferkapacitet og vil også have en forebyggende effekt overfor udvikling af vomdrikkere.

Kildehenvisning

Breukink HJ, Wensing T, van Weeren-Keverling Buisman A, van Bruinessen-Kapsenberg EG, de Visser NA.1988 Consequences of failure of the reticular groove reflex in veal calves fed milk replacer. Vet Q. 1988;10(2):126‐135. doi:10.1080/01652176.1988.9694159

Gentile A, Sconza S, Lorenz I, Otranto G, Rademacher G, Famigli-Bergamini P, og Klee W. 2004. D-Lactic acidosis in calves as a consequence of experimentally induced ruminal acidosis. J Vet Med A Physiol Pathol Clin Med. 2004;51(2):64‐70. doi:10.1111/j.1439-0442.2004.00600.x

Herrli-Gygi M, Steiner A, Doherr MG, Blum JW, Kirchhofer M, Zanolari P. 2008 Digestive processes in ruminal drinkers characterized by means of the acetaminophen absorption test. Vet J. 2008;176(3):369‐377. doi:10.1016/j.tvjl.2007.02.023.

Labussière E, Berends H, Gilbert MS, van den Borne JJ, Gerrits WJ. Estimation of milk leakage into the rumen of milk-fed calves through an indirect and repeatable method. Animal. 2014;8(10):1643‐1652. doi:10.1017/S1751731114001670

Suárez BJ, Van Reenen CG, Stockhofe N, Dijkstra J, Gerrits WJ. Effect of roughage source and roughage to concentrate ratio on animal performance and rumen development in veal calves. J Dairy Sci. 2007;90(5):2390‐2403. doi:10.3168/jds.2006-524

Stocker H, Lutz H, Rüsch P. Clinical, haematological and biochemical findings in milk-fed calves with chronic indigestion. Vet Rec. 1999;145(11):307‐311. doi:10.1136/vr.145.11.307

G. Wise og G. Anderson 1939. Factors affecting the passage of liquids into the rumen of the dairy calf. I. Method of administering liquids: Drinking from open pail versus sucking through a rubber nipple. Journal of Dairy Science Volume 22, Issue 9, September 1939, Pages 697-705. Publiseret open access.