kalverådgivning
VELFÆRD HOS KALVE
Parvis opstaldning af kalve og tilfredsstillelse af suttebehovet, er nogle af de forhold, der har stor betydning for velfærden hos kalve. Derfor giver det rigtig god mening, at implementere dette i praksis.
Brug en suttespand ved mælkefodringen og opstald kalvene i par!
Det forbedrer kalvenes velfærd!
Tidligere manglede vi forskning, som kunne dokumentere betydningen af isolering tidligt i kalvens liv. Det gør vi ikke længere. Forskning udført gennem de seneste 10 år har vist, at det har en række negative konsekvenser for kalve at være opstaldet enkeltvis og derfor ved vi nu, at vi kan forbedre kalvenes velfærd markant, ved at opstalde dem i par - og endda uden negative konsekvenser for sundheden.
Af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
9. marts 2023
Læs mere om parvis opstaldning af kalve og kalvens suttebehov ved at følge de respektive links her:
Få succes med parvis opstaldning af kalve
Her er et par rigtig gode råd for at få succes med parvis opstaldning af kalve i praksis:
-
Adskillelse af kalvene indtil begge kalve har lært at drikke mælk
-
Mælkefodring skal ALTID foregå med en suttespand, som er tilgængelig for kalvene mellem mælkefodringerne
-
Tildel mælkemængder tæt på kalvenes naturlige indtag
-
Undgå mere end et par dages aldersforskel på kalvene i par
-
Vælg en blød sut, hvor mælken relativt let kommer ud, til kalve under 2 uger
-
Skift sutten, hvis mælken drypper/løber ud
-
Og bare rolig! Det betyder ikke noget, hvis mælken bliver kold, inden kalven kan nå at drikke den.
Kalvene skal kunne drikke selv
Erfaringer fra praksis peger på, at det kan være enormt frustrerende, at forsøge at lære to kalve i samme boks, at drikke på én gang. Selv den mest tålmodige kalvepasser kan komme til kort, hvis kalvene sættes sammen inden de kan drikke selv.
Mælkefodring med sut er en forudsætning
Hvis kalve i par fodres fra en skål er de færdige med at drikke deres mælk indenfor 2 minutter - og så har de altså mindst 8 minutter herefter hvor de er maksimalt stimuleret til at sutte. Hvis ikke der er en sut til rådighed, er der ret stor sandsynlighed for, at kalvene finder ud af at sutte på hinanden. Det er hverken rart at se på eller godt for kalvene, som risikerer at lave skade på hinanden. Hertil kommer, at når kalvene først har lært adfærden bliver de ved - og så er det altså en adfærd man kan genfinde hos kælvekvierne. Det er træls!
Rigeligt med mælk er en nødvendighed
Sult kan stimulere kalvene til at sutte på hinanden, så hvis kalvene ikke får nok mælk, vil man i højere grad opleve, at kalvene sutter på hinanden. Et andet rigtig godt argument for at give rigeligt med mælk er, at det stort set altid vil ske, at kalvene stjæler mælk fra hinanden. Hvis man fodrer kalvene på sultegrænsen betyder det en hel del, om den ene stjæler mælk fra den anden. Fodrer man kalvene tæt på ad libitum mælkeindtaget, betyder det mindre, om kalvene stjæler fra hinanden. Det er derfor en klar fordel, at give 8 L Holstein mælk til en Holstein kalv og 6 L Jersey mælk til en Jersey kalv (eller mælkeerstatning i tilsvarende energimængder).
Aldersforskellen skal begrænses til et par dage
Nyfødte kalve er fuldt modtagelige overfor E. coli ETEC, cryptosporidier og rotavirus, hvilket er nogle af de primære patogener hos kalve. Jo større aldersforskel der er mellem kalvene i et par, jo større risiko er der for, at den ældste vil udskille patogener med afføringen i en mængde, som vil føre til en fulminant og alvorlig infektion hos den yngste kalv. Cryptosporidier og rotavirus har en kort inkubationsperiode og en kalv kan udskille et stort antal parasitter/virus allerede efter tre dage fra den er blevet smittet. Jo større smittespredning der er i besætningen, jo større er risikoen for at den ældste kalve er blevet smittet kort tid efter fødsel og jo mere betyder aldersforskellen mellem kalvene.
Vælg en blød sut til de yngste kalve
Nyfødte kalve har ikke altid den vedholdenhed der skal til, for at få drukket hele mælkemængden fra en sut. Derfor er det vigtigt at vælge en sut, hvor kalven relativt let kan få mælken ud. Mælken må dog heller ikke løbe for let, da kalven i så fald vil stoppe med at sutte for at trække vejret - og i værste fald kan kalven få en oplevelse af at blive kvalt og derfor blive modvillige mod at sutte på sutten igen.