ORAL VÆSKETERAPI

Oral væsketerapi er den absolut vigtigste del af behandlingen til kalve med diarré. Det er imidlertid en tidskrævende affære og det er derfor vigtigt at sikre, at der anvendes en passende protokol for den orale væsketerapi i de enkelte besætninger, med henblik på at sikre tilstrækkeligt udbytte af arbejdsindsatsen - og der er faktisk mange steder det kan gå galt, så det er ret vigtigt at sætte sig ind i emnet.

Af dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen.

Revideret af DVM ph.d Dip ECBHM Jörg Matthias Dehn Enemark

19. december 2020

Hvornår skal kalve have oral væsketerapi

Kalve der ikke vil drikke mælk
- 2 L elektrolytblanding (Holsteinkalv), 1 L elektrolytblanding (Jerseykalv)

Kalve med diarré
- Hvis kalven gerne vil drikke mælk skal den stadig have mælk, men desuden tildeles 2 L (Holsteinkalv) eller 1 L (Jerseykalv) elektrolytblanding morgen og aften. Mælken gives med en sut.

Svært nedstemte kalve skal have elektrolytter mere end to gange om dagen (2 L pr gang for Holstein og 1 L pr gang for Jersey) gerne mellem mælkefodringerne
- Intravenøs væskebehandling er selvfølgelig den bedste behandling til svært nedstemte kalve

Andre vigtige pointer når væsketerapi til kalve anvendes:

Anvend en egnet elektrolytblanding til behandling af kalve med diarré dvs. en elektrolytblanding som indeholder et højt natriumindhold, en høj SID, en alkaliserende forbindelse (buffer) og som enten er hypo- eller isoton
Syge og nedstemte kalve skal ALTID have mælk med en sut for at forebygge ufuldstændig lukning af bollerenderefleksen
Elektrolytter opblandet i mælk må ALDRIG gives med en sonde
Kalve skal altid have adgang til rent vand - især når de får elektrolytter

Baggrunden for ovenstående anbefalinger sammendrages i det følgende.

Hvad er en egnet elektrolytblanding til kalve med diarré?

En elektrolytblanding til behandling af kalve med diarré skal have egenskaber, som faciliterer optaget af væske over tarmvæggen.

Derfor skal en elektrolytblanding opfylde følgende standarder:

Have et højt indhold af natrium
Indeholde stoffer som faciliterer optaget af natrium i tarmen (glycin, citrat, acetat, proprionat eller glukose)
Indeholde en buffer (dvs. en alkaliserende forbindelse), gerne acetat eller proprionat
Have en høj strong ion difference (SID).
Være let hypoton eller isoton

Disse egenskaber kan ikke læses af indholdsfortegnelsen og derfor er man nødt til at kontakte den enkelte producent for at kunne vurdere, om en elektrolytblanding er egnet til at behandle kalve med diarré. For mere information om hvilken elektrolytblanding man skal anbefale, se denne side:

Vælg den rigtige elektrolytblanding

Hvor meget væske skal en kalv have om dagen?

Væskebehovet afhænger af to forhold:

1) Graden af dehydrering

2) Det kontinuerlige væsketab dvs. hvor meget væske kalven taber med afføringen pga. diarré.

Væskebehov til vedligehold

Naylor et al. (2006) angiver at vedligeholdelsesbehovet for væske til en kalv er 70 ml/kg. Dette svarer til, at en kalv på 25 kg har brug for 1,75 L væske dagligt, mens en kalv på 50 kg har behov for 3,5 L/dag dagligt.

Væskebehov ved dehydrering

Hvis kalven er dehydreret skal den bruge ekstra væske til at erstatte den væske, den har tabt. Her beregnes mængden ved følgende formel: dehydreringsgrad (%) * kropsvægt.

Tab af væske med afføringen pga. diarré

Kalve kan tabe store mængder væske med afføringen når de har diarré. Wilms et al. (2020a) rapporterer, at væsketabet ved diarré ligger på 47,7 ± 3,4 g/kg kropsvægt/dag. Dette estimat er fremkommet på baggrund af et studium, hvor væsketabet med afføringen blev målt på 66 kalve med naturligt opstået diarré (alder mellem 15-29 dage). Dette er i overensstemmelse med Naylor et al. (2006) som angiver, at en kalv med diarré mister mellem 1-4 L væske pr døgn med afføringen.

Dog skal man være opmærksom på, at enkelte kalve kan have et voldsomt stort væsketab med afføringen pga. diarré. Én af kalvene i studiet af Wilms et al. (2020a) havde et væsketab på 178 g/kg kropsvægt/dag svarende til et tab på 8 kg væske i afføringen fra en kalv på 45 kg på én dag.

Eksempel på beregning af væskebehov

En jerseykalv på 25 kg kan i tilfælde af diarré, med deraf følgende væsketab (4 L/dag) og dehydrering (10 %), skulle bruge op til 8,25 L væske/dag.

En tilsvarende Holstein kalv på 45 kg kan i samme situation som jerseykalven ovenfor, skulle bruge op til 12 L væske/dag.

Jörg M. D. Enemark har udarbejdet en væskeberegner, der ud fra kliniske og fysiologiske parametre giver et bud på, hvor meget væske og bikarbonat en dehydreret kalv med diarré har behov for. Da resultatet er baseret på, til tider subjektive vurderinger af kliniske parametre, vil dette ikke være eksakt, men give en fornemmelse for hvilket væskevolumen og bikarbonatmængde man bør arbejde med.

I nedenstående tabel kan du bruge beregneren. Retningslinjer for vurdering af dehydreringsgrad og baseunderskud fremgår af de efterfølgende to tabeller:

Væskeindholdet i mælk

Bemærk, at mælk indeholder mellem 85-87 % vand.

Hvor meget væske må jeg give på én gang?

2 L ad gangen til en Holstein kalv og 1 L til en jerseykalv. Har kalven behov for mere væske, skal den have tildelt elektrolytblanding flere gange hen over døgnet.

Hvad er baggrunden for ovenstående anbefaling?

Naylor et al. (2006) anbefaler maksimalt at tildele 8 L oral væsketerapi til en 50 kg kalv pr dag fordelt på mindst 4 tildelinger på maksimalt 2 L oral elektrolytblanding pr gang, men anfører, at den optimale tildelingsnøgle for oral væsketerapi ikke er fastsat.

Men hvorfor ikke bare give det hele på én gang og spare en arbejdsgang?

Store mængder elektrolytblanding på én gang kan reducere løbens tømningshastighed og i værste fald medføre ileus (tarmlammelse). Når løben tømmes langsomt, øges risikoen for bakteriel overvækst hvilket både kan medføre abomasal bloat (løbetympani) og diarré (Burgstella et al., 2017). Desuden vil væsketerapi som medfører ileus ikke have den ønskede effekt og kalven kan risikere at dø, inden effekten af behandlingen når at sætte ind.

Kalve med diarré har en langsommere tømningshastighed af løben end raske kalve og har derfor en øget risiko for udvikling af diarré og abomasal bloat (løbetympani)

Kirchner et al. (2015) undersøgte forskellen i løbens tømningshastighed hos kalve med og uden diarré ved ultralydsundersøgelse af løben efter fodring med 2 L mælk, mælkeerstatning og en blanding af mælk/mælkeerstatning og elektrolytter (Lytafit®). Der indgik 28 raske og 15 kalve med naturligt opstået diarré i studiet. Der blev påvist en signifikant langsommere løbetømning hos kalve med diarré i forhold til kalve uden diarré.

Det samme konkluderedes på baggrund af et tysk studium af Hildebrandt et al. (2020), der ligeledes fandt at kalve med naturligt opstået diarré har en langsommere løbetømning end raske kalve. Tømningshastigheden blev i dette studium målt vha. en absorptionstest og der indgik 60 Holstein kalve på mindre end 14 dage.

Derfor er det meget vigtigt, at være påpasselig med ikke at give for store mængder væske (dvs. mere end 2 L til en Holstein kalv og 1 L til en Jersey kalv) på én gang til kalve med diarré. Dette bliver endnu mere vigtigt, hvis man anvender en hyperton elektrolytblanding (fx hvis man opblander elektrolytterne i mælk), fordi hypertone blandinger i sig selv reducerer løbens tømningshastighed (Burgstella et al., 2017).

Hypoton- isoton eller hyperton?? Hvad er forskellen?

Osmolariteten af en væske afhænger af antallet af osmotisk aktive partikler, der er opløst i en liter af blandingen. Når vi snakker om mælk udgøres de osmotisk aktive partikler af elektrolytter, oligo- og monosakkarider, aminosyrer og fedtsyrer (Wilms et al., 2018). Mælkeerstatning har som oftest en højere osmolaritet end komælk, fordi der i mælkeerstatning er et højere indhold af aske (mineraler) og laktose (Wilms et al., 2018).

Osmolaritet = antal partikler/L

Osmolalitet = antal partikler/kg

I forbindelse med mælk betyder det en del, om man angiver væskens osmolaritet eller osmolalitet idet 450 mOsm/kg = 400 mOsm/L (Wilms et al., 2018). Når litteraturen sammendrages i det følgende, er der gengivet den benævnelse, som er brugt i det studium som der refereres til. Det betyder, at der nogle steder vil stå osmolaritet (dvs. angivet pr L) og andre steder osmolalitet (dvs. angivet pr kg).

En isoton væske har den samme mængde partikler pr kg eller L, som der er i serum, hvilket er omkring 284-291 mOsm/L (Wilms et al., 2020a). En hypoton væskes osmolaritet er mindre end 280 mOsm/L, mens en hyperton væskes osmolaritet er højere end 280 mOsm/L.

Komælk er isoton, mens mælkeerstatninger ofte har en højere osmolaritet fordi mælkeerstatning som regel har et højere indhold af laktose og aske end komælk (Wilms et al., 2018).

Hypertone elektrolytblandinger reducerer løbens tømningshastighed

Hypertone elektrolytblandinger har flere fordele, herunder muligheden for opblanding af elektrolytter direkte i mælken og mulighed for at give kalven en høj dosis glukose.

Men der er også flere steder, hvor det kan gå galt, når man bruger hypertone elektrolytblandinger (dvs. elektrolytblandinger med en osmolaritet på mere end 280-300 mOsm/L).

Mængden af væske som gives på én gang samt en høj osmolaritet er begge faktorer, som medfører en reduktion i løbens tømningshastighed. Når hypertone elektrolytblandinger gives i store mængder (fx 4 L) reduceres tømningshastigheden så markant, at mavetarmkanalen kan "gå i stå". Det er derfor MEGET vigtigt at give hypertone elektrolytblandinger i mindre portioner (max 1 L til en jerseykalv og 2 L til en holsteinkalv).

Smith og Berchtold (2014) angiver i deres, i øvrigt yderst gennemarbejde reviewartikel, at den optimale osmolaritet for en elektrolytblanding til kalve ligger mellem 400-600 mOsm/L. Nyere forskning fra Holland (Wilms et al., 2020a) har dog vist en bedre behandlingseffekt af hypotone (< 300 mOsm/L) eller isotone (⁓ 300 mOsm/L) elektrolytblandinger i forhold til hypertone elektrolytblandinger. Studiet af Wilms et al. (2020a) inkluderer fire grupper (n=16) kalve i alderen 15-29 dage med naturligt opstået diarré. Kalvene fik udover deres mælkeration også tildelt tre forskellige elektrolyt-blandinger (kontrolgruppen fik vand iblandet 10 g valle). De kalve som fik hypoton og isoton elektrolytblanding blev bedre rehydreret og fik normaliseret blodets pH. Kalvene som fik hyperton elektrolytblanding (470 mOsm/kg) opnåede ikke en normalisering af blodets pH, blev ikke rehydreret i samme grad som de andre grupper og havde desuden diarré i flere dage (osmotisk diarré). Wilms et al. (2020a) er umiddelbart det eneste studium, som undersøger effekten af osmolariteten af elektrolytblandingerne på kalve med diarré.

Når Smith og Berchtold (2014) anbefaler, at bruge let hypertone elektrolytblandinger til kalve med diarré, er det baseret på studier af kalve uden diarré. Bachmann et al. (2009) og Bachmann et al. (2012) dokumenterer begge en bedre rehydrering af kalve (der indgik 3 kalve i begge studier), når elektrolytblanding opblandes direkte i mælken og derved bliver hyperton.

Husk vand når man bruger hypertone elektrolytblandinger

Kalve skal have adgang til frisk og rent drikkevand når de får hypertone elektrolytblandinger - de bliver tørstige! Og det er rent faktisk bevist. I Holland har en forskergruppe fra Trouw Nutrition (Wilms et al., 2020b) tildelt 14 kalve elektrolytblanding i mælken to gange dagligt og derudover givet dem 3 L hyperton elektrolytblandinger to gange dagligt i 4 dage UDEN mulighed for at drikke vand. Kalvene udviklede hypernatriæmi (øget koncentration af Na+ i blodet) og var fortsat klinisk og paraklinisk (baseret på blodprøver) dehydreret efter fire dages behandling.

Vælger man at bruge hypertone elektrolytblandinger (fx hvis man opblander elektrolytblandingen i mælk) så SKAL man sikre, at kalvene har adgang til vand OG at de drikker det – ellers er det bedre at holde hænderne i lommen og spare udgifterne til elektrolyt-blandingen.

Kan/skal elektrolytblandingen opblandes i mælken?

Ja og nej – her bliver det lidt kompliceret at give et klart svar.

Det sikre valg er at anbefale at elektrolytblandingen ALTID opblandes i vand og at der formuleres en let hypoton- eller isoton elektrolytblanding. Dette er baseret på dugfriske undersøgelser på kalve med diarré (i alderen 15-29 dage) som omtalt ovenfor (Wilms et al., 2020a). De angiver, at højt natriumindhold i elektrolytblandinger (i denne sammenhæng 134 mmol/L Na+) ikke kan optages af kalven og vil holde eller ligefrem trække vand ud i tarmen i stedet for at facilitere optag af væske over tarmvæggen og skaber derved osmotisk diarré.

Hertil kommer, at Wilms et al. (2018) kunne vise, at hypertone blandinger (hvad enten der er tale om en elektrolytblanding, en mælkeerstatning eller en kombination heraf) kan skade tarmens integritet, idet dens permeabilitet øges ved indgift af hypertone blandinger (Wilms et al., 2018). Derfor skal man være forsigtig med at give hypertone blandinger til kalve hvis tarm allerede er udfordret.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan være fordele ved at opblande elektrolytblandingen i mælk. For det første sparer man tid og for det andet har Bachman et al. (2009) og Bachman et al. (2012) demonstreret, at RASKE kalve optager mere væske, når de får en hyperton end hvis de får en isoton elektrolytblanding. Derfor kan det ikke udelukkes, at en kontrolleret anvendelse af hypertone elektrolytblandinger til kalve med diarré kan være en udmærket løsning. Men det forudsætter, at kalvene har adgang til drikkevand – og at de drikker det!

Under alle omstændigheder er der flere steder det kan gå galt, når man bruger hypertone blandinger i forhold til hypotone eller isotone blandinger. De kommer her oplistet:

Drikkevand er nødvendigt!
- Det er nødvendigt at kalvene har adgang til vand (og at de drikker det!). Hvis der er givet hyperton elektrolytblanding til en kalv og den ikke drikker af sig selv, er det nødvendigt at hjælpe den til at indtage den ekstra væske.
Øget risiko for bakteriel overvækst og abomasal bloat (løbetympani)
- Hypertone væsker reducerer løbens tømningshastighed og øger derved risikoen for bakteriel overvækst og løbetympani.
Øget pH i løben hvilket øger risikoen for bakteriel overvækst
- Når der anvendes hypertone elektrolytblandinger vil der være en længerevarende påvirkning af pH i løben og derved øget risiko for bakteriel overvækst.
Risiko for procedurefejl
- Fodring af mælkeerstatning med høj osmolalitet, hvori der opblandes elektrolytter, kan resultere i en meget hyperton blanding, som kan have en markant effekt på løbens tømningshastighed.

Pas på med at opblande elektrolytblandingen i koncentreret mælkeerstatning!

Mælkeerstatning har en væsentlig højere osmolalitet end komælk pga. det forholdsmæssigt høje indhold af aske og laktose (sammenlignet med almindelig komælk) - og der er stor forskel mellem mælkeerstatninger! En koncentreret mælkeerstatningsblanding (f.eks. 17 % tørstof) kan sagtens have en osmolalitet på op til 400 mOsm/kg. Hvis man tilsætter en elektrolytblanding til denne type mælkeerstatning, kan man ende op med en blanding med en osmolalitet langt over 600 mOsm/kg, hvilket markant øger risikoen for løbetympani og bakteriel overvækst (Wilms et al., 2018).

Tildeling af elektrolytblandinger skal foregå minimum 1 time før eller efter mælkefodring – eller… Er det egentlig rigtig?

Ja, det er nok fortsat en god ide. Men ikke fordi vi er bekymret for koagulering af mælken, men mere fordi vi er bange for, at påvirke løbens tømningshastighed.

Der har været bekymringer for, at bikarbonat medfører mangelfuld koagulering af mælken, hvilket har ført til, at man har anbefalet, at elektrolyttildelingen af bikarbonatholdige elektrolytblandinger skal foretages timer før eller efter mælkefodringen. Flere studier har vist, at bikarbonat ikke hindrer koaguleringen af mælk in vivo.

Læs mere under ”Vælg den rigtige elektrolytblanding”

Desuden er man faktisk i tvivl om hvorvidt koagulering af mælken overhovedet er vigtig for kalvens fordøjelse (Longenbach & Heinrichs, 1998).

Jo mere væske der er i løben på én gang, jo langsommere bliver tømningshastigheden (Burgstallar et al. 2017). Jo længere der går mellem mælkefodringen og elektrolyttildelingen, jo mere af væsken er passeret videre i tarmen og jo mindre bliver løbens tømningshastighed påvirket.

Skal elektrolytblandingen gives med sonde eller skal kalven drikke den selv?

Når elektrolytter (eller mælk for den sags skyld) gives med sonde placeres væsken i netmaven/vommen, fordi bollerenderefleksen ikke stimuleres til at lukke i forbindelse med sondering.

Elektrolytblandinger giver dog ikke anledning til de negative sideeffekter, som kan ses i forbindelse med sondefodring med mælk (jævnfør siden om vomdrikkere). Kalve som ikke vil eller kan drikke selv, kan derfor godt sondefodres med en elektrolytblanding (men bør faktisk behandles intravenøst).

Sayers et al. (2016) sondefodrede 31 kalve med naturligt opstået, neonatal diarré, med elektrolytblanding, hvilket medførte en forbedring i kalvenes almene tilstand og deres parakliniske parametre. Elektrolytblandingen i studiet havde en SID over 100 mmol/L og indeholdt bikarbonat som buffer, men det fremgår ikke af studiet, hvor stor en mængde kalvene fik, ligesom blandingens osmolaritet ikke blev oplyst.

Er det en god idé at give kalve elektrolytblanding forebyggende?

Mange kalvepassere giver elektrolytblandinger til kalve uden diarré for enten at være ”på forkant” eller bare for at øge kalvenes væskeoptag. Der er desværre ikke lavet undersøgelser, som giver svaret på, hvorvidt forebyggende elektrolyttildeling er økonomisk og sundhedsmæssigt rentabelt (og følgende er blot spekulationer). Men! - der kan faktisk være negative effekter ved at give elektrolytblandinger forebyggende til kalve under tre uger:

Hvis man giver elektrolytblanding til kalve under tre uger, øges løbe-pH i flere timer efter tildelingen, afhængig af elektrolytblandingens egenskaber. Lav pH i løben (og som følge heraf også i tarmen) er en vigtig del af kalvenes naturlige forsvarsmekanisme overfor bakteriel overvækst og kolonisering af tarmen og er derfor af stor betydning for forekomsten og graden af diarré (Smith et al., 2012).

Elektrolytblandinger med en høj SID (over 92 mmol/L) (Bachmann et al., 2009) eller som er hypertone (732-739 mOsm/L) (Smith et al., 2012) øger pH i løben og reducerer derved kalvenes egen forsvarsmekanismer mod bakterielt betinget diarré. Løbens pH, som er direkte bestemmende for pH i det forreste stykke af tarmen, har en stor betydning for vækstbetingelserne for bakterier herunder især Salmonella og E. coli, som dør ved pH under 2,5-3. Til gengæld multiplicerer både E. coli og Salmonella sig udmærket, når pH er over 5,5 (Smith et al., 2012). I artiklen af Smith et al. (2012) er der i diskussionsafsnittet en meget omhyggelig beskrivelse af betydningen af pH i løben for kalven.

Bollerende refleksen

Fordøjelseskanalens udvikling hos kalve

Hvad er den normale løbe-pH hos en kalv egentlig?

Smith et al. (2012) lavede et studium af 6 kalve (12 dage gamle) uden diarré hvor pH i løben blev målt kontinuerligt hen over døgnet (gennem en løbefistel). Den laveste pH-værdi i løben blev målt 6-7 timer efter mælkefodring, hvor pH i gennemsnit lå lavere end 1,5. Efter fodring steg pH-værdien til omkring 6, hvorefter den igen faldt til 1,5 i løbet af 6-7 timer.

Hvilke faktorer ved elektrolytblandingen påvirker løbens pH?

Hypertone elektrolytblandinger medfører en langtidspåvirkning af løbens pH

Smith et al. (2012) viste at tildeling af hypertone (732-739 mOsm/L) elektrolytblandinger (60 ml elektrolytblanding/kg) indeholdende bikarbonat (> 80 mmol/L) og med en SID > 80 mmol/L medfører en stigning i pH i løben til omkring 7,70 der først var nede på samme pH, som ved mælkefodring, efter 5 timer. Andelen af døgnets 24 timer med løbe-pH over 5,5 blev også målt. Ved mælkefodring var løbe-pH over 5,5 i 20,1 % af tiden, mens den var over 5,5 i 35,2 - 43,8% af døgnet ved fodring af elektrolytblandinger med føromtalte egenskaber. Studiet af Smith et al. (2012) indeholder også en undersøgelse af effekten af en isoton (307 mOsm/L) acetatbaseret elektrolytblanding (43 mmol acetat/L), med lav SID (53 mmol/L), på løbens pH og konkluderer at løbens pH øges til 6 i en times tid efter tildelingen, hvorefter den falder til niveauet før fodring (pH 1,36) tre timer efter tildeling af elektrolytblandingen. Den undersøgte elektrolytblanding øgede således alene løbe-pH til mere end 5,5 i 9,6 % af døgnet.

Elektrolytblandings SID har større effekt på løbe-pH end den tilsatte buffer

I studiet af Bachmann et al. (2009) undersøgtes påvirkningen af isotone elektrolytblandinger (opblandet i vand) på løbe-pH (n=3). Studiet viste, at fodring med isotone elektrolytblandinger, indeholdende 62 mmol/L bikarbonat eller 73 mmol/L acetat, resulterede i en øgning af løbe-pH til mellem 5-6,5 en halv time efter elektrolyttildelingen, men allerede efter 2 timer, var løbe-pH faldet til 2 igen. Der var ikke forskel på, om elektrolytblandingen indeholdte bikarbonat eller acetat i forhold til påvirkningen af løbens pH. Studiet dokumenterede (og det her er ret vigtigt) at påvirkningen af løbe-pH ikke er bestemt af hvilken buffer der er i elektrolytblandingen, men i stedet af blandingens SID. Der er en lineær sammenhæng mellem elektrolytblandingens SID og løbe-pH, hvor SID forklarer 82,4 % af variationen i løbe-pH.

Baseret på ovenstående forskningsresultater kan det konkluderes, at elektrolytblandinger, som bruges forebyggende, ikke giver anledning til uønskede effekter, hvis man vælger en hypo- eller isoton elektrolytblanding med en lav SID (under 50 mmol/L). Når elektrolytblandinger bruges forebyggende, har kalvene som udgangspunkt ikke acidose, hvorfor elektrolytblandingen ikke bør indeholde en buffer eller have en høj SID. Viser kalven derimod tegn på systemisk påvirkning grundet diarré, er det afgørende, at skifte til et adækvat produkt.

Ovenstående gælder kun for kalve under tre - fire uger. Hvorfor?

Forskellen på præ-ruminante og overgangskalve (læs siden ”fordøjelseskanalens udvikling” for mere info) er, at når præ-ruminante kalve indtager elektrolytblanding, vil det ende i vommen og hurtigt passere videre til løbe og tarm. Overgangskalve vil have en begyndende udvikling af vommen, medførende fortynding af elektrolytblandingen i vommens indhold og der vil ikke ske en hurtig passage til løbe og tarm.

Derfor påvirkes pH i løbe og tarm kun hos præ-ruminante kalve og ikke hos kalve med en udviklet vom. Constable et al. (2006) angiver, at vomindholdet hos drøvtyggende kalve på 8 uger gradvist passerer til løben med en sådan hastighed, at løbe-pH konstant holdes på 2,1-2,2. Tildeling af elektrolytter med bikarbonat og en høj SID vil hos ældre kalve således påvirke vommen og IKKE løben. Baseret på dette kan der godt gives elektrolytblandinger til kalve i vandet, når kalvene har en udviklet vom, uden at risikere negative effekter på løbens og tarmens pH.

Se mere om bollerenderefleksen og udviklingen af mave-tarm-kanalen hos kalve andetsteds på denne hjemmeside.

Kalve tåler ikke sukker!

"Sukkervand" er en betegnelse, som ofte bruges om elektrolytblandinger til kalve (især når man bruger elektrolytblandinger for at øge drikkelysten). Men her er det ret vigtigt at være skarp på, at kalve ikke tåler almindelig sukker (sukrose).

Faktisk bruges sukrose eksperimentelt til at inducere diarré hos kalve, hvilket fx bliver brugt i studiet af Doré et al. (2019), hvor kalve fik diarré efter tildeling af 3 g sukcrose/kg kropsvægt i mælken ved hver fodring - metoden er efter sigende meget effektiv.

Kildehenvisning

L. Bachmann, T. Homeier, S. Arlt, M. Brueckner, H. Rawel, C. Deiner og H. Harmann. 2009. Influence of different oral rehydration solutions on abomasal conditions and the acid-base status of suckling calves. Journal of Dairy Science. Volume 92. Pages 1649-1659. DOI: 10.3168/jds.2008-1487- Publiceret som open acces.

L. Bachmann, B. Schmidt, U. Rauwolf , J. Wenge og M.Coenen. 2012. Change of plasma volume, osmolality, and acid-base status in healthy calves after feeding of milk and water- and milk-based oral rehydration solutions. Journal of Dairy Science 2012 Oct;95(10):6006-14. doi: 10.3168/jds.2012-5562. Publiceret som open access.

J. Burgstaller, T. Wittek og GW. Smith. 2017. Invited review: Abomasal emptying in calves and its potential influence on gastrointestinal disease. Journal of Dairy Science. 2017;100(1):17-35. doi:10.3168/jds.2016-10949. Publiceret som open access.

HW. Chapman, DG. Butler og M. Newell. 1986. The route of liquids administered to calves by esophageal feeder. Can J Vet Res. 1986;50(1):84‐87.

P.D. Constable, T. Wittek, A. Ahmed, T. Marshall, I. Sen og M. Nouri. 2006. Abomasal pH and emptying rate in the calf and dairy cow and the effect of commonly administered therapeutic agents. World Buiatrics Congress 2006.

P. D. Constable, W. Grünberg og L. Carstensen 2008. Comparative effects of two oral rehydration solutions on milk clotting, abomasal luminal pH, and abomasal emptying rate in suckling calves. Journal of Dairy Science. Volume 92. Pages 296-312. doi: 10.3168/jds.2008-1462. Publiceret som open access.

V. Doré, D.M. Foster, H. Ru og G.W. Smith, 2019. Comparison of oral, intravenous, and subcutaneous fluid therapy for resuscitation of calves with diarrhea. Journal of Dairy Science, Volume 102, Issue 12, 2019, Pages 11337-11348, https://doi.org/10.3168/jds.2019-16970. Publiceret som open access.

Hildebrandt T, Scheuch E, Weitschies W, M. Grimm, F. Schneider, L. Bachmann og B. Vervuert. 2020. Abomasal emptying rate of diarrhoeic and healthy suckling calves fed with oral rehydration solutions. J Anim Physiol Anim Nutr (Berl). 2020;104(2):462-469. doi:10.1111/jpn.13306. Publiceret som open access under en creative commons licens.

D. Kirchner, L. Schwedhelm, J. Wenge, I. Steinhöfel, C. Heinrich, M. Coenen og L. Bachmann. 2015. Ultrasonographic imagining of abomasal milk clotting and abomasal diameter in healthy and diarrheic calves. Animal Science Journal (2015) 86, 929-936. doi: 10.1111/asj.12382.

J.I Longenbach og A.J Heinrichs 1998. A review of the importance and physiological role of curd formation in the abomasum of young calves. Animal Feed Science and Technology, Volume 73, Issues 1–2, 1998, Pages 85-97, ISSN 0377-8401, https://doi.org/10.1016/S0377-8401(98)00130-8.

Naylor, J. M. 1989. A retrospective study of the relationship between clinical signs and severity of acidosis in diarrheic calves. The Canadian Veterinary Journal, 30(7), 577.

J. Naylor, G. Zello og S. Abeysekara 2006. Advances in oral intravenous fluid therapy of calves with gastrointestinal disease World Buiatrics Congress no 24th. 15th-19th October 2006. Nice. France.

R. Sayers, A. Kennedy, L. Krump, G. P. Sayers og E. Kennedy 2016. An observational study using blood gas analysis to assess neonatal calf diarrhea and subsequent recovery with a European Commission-compliant oral electrolyte solution. Journal of Dairy Science, Volume 99, Issue 6, 2016, Pages 4647-4655, https://doi.org/10.3168/jds.2015-10600. Publiceret som Open Access under en Creative Commons licens.

G. Smith. 2009. Treatment of Calf Diarrhea: Oral Fluid Therapy. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice. 2009 Mar;25(1):55-72, vi. doi: 10.1016/j.cvfa.2008.10.006. Publiceret som Open Access

G. Smith, A. Ahmed og P.D. Constable. 2012. Effect of orally administered electrolyte solution formulation on abomasal luminal pH and emptying rate in dairy calves. Journal of the American Veterinary Medical Association 2012; 241:1075-82

G. Smith og J. Berchtold. 2014. Fluid Therapy in Calves. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice, 30 (2014) 409-427 http;//dx.doi.org/10.1016/j.cvfa.2014.04.002. Publiceret som Open Access

JN. Wilms, J. Echeverry‐Munera, L. Engelking, LN. Leal og J. Martín‐Tereso. 2020a Tonicity of oral rehydration solutions affects water, mineral and acid–base balance in calves with naturally occurring diarrhoea. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition. 00: 1– 16. https://doi.org/10.1111/jpn.13405. Publiceret som Open Access under en Creative Commons licens.

JN. Wilms, LN. Leal og J. Martín-Tereso. 2020b. Short communication: Hypernatremia in diarrheic calves associated with oral electrolyte administration in water and milk replacer in absence of access to water. Journal of Dairy Science 2020;103(6):5495-5500. doi:10.3168/jds.2019-17371. Publiceret som Open Access under en Creative Commons licens.

JN. Wilms, H. Berends, og J. Martín-Tereso. 2018. Hypertonic milk replacers increase gastrointestinal permeability in healthy dairy calves. Journal of Dairy Science. 2019;102(2):1237-1246. doi:10.3168/jds.2018-15265. Publiceret som Open Access under en Creative Commons licens.