Komælk vs. mælkeerstatning
Hvad er egentlig forskellen?

Hvorvidt man vælger at fodre sine kalve med komælk eller mælkeerstatning afhænger ofte af en række besætningsspecifikke faktorer. Det er i udgangspunktet ikke afgørende for kalvenes tilvækst eller trivsel, hvorvidt de får mælkeerstatning eller komælk. Der er dog nogle områder, hvor mælkefodringen med mælkeerstatning afviger MARKANT fra fodring med komælk – og det er hensigten med dette sammendrag af den videnskabelige litteratur, at gøre opmærksom på disse forskelle. Den ene store forskel er energiindholdet, og den anden store forskel er osmolariteten. Det er nødvendigt, at man tager højde for disse to forskelle, når man tilrettelægger sin mælkefodring.

Komælk indeholder mere energi end mælkeerstatning med samme tørstofindhold. Det er derfor vigtigt, at man tilpasser mælkefodringen efter energiindholdet. Derudover indeholder mælkeerstatning markant flere osmotisk aktive partikler end komælk. Derfor har mælkeerstatninger som regel en højere osmolaritet end komælk, hvilket har en betydning for fordøjelsen af mælk og risikoen for fordøjelsesforstyrrelser. Når man tilrettelægger sin mælkefodringsstrategi, er det derfor ret vigtigt, at man tager højde for, hvilken type mælk man arbejder med. Hvis man for eksempel vælger at blande sin mælkeerstatning koncentreret, harmonerer dette valg dårligt med at ville tildele store mælkemængder på én gang og med at ville bruge mælkeerstatninger med højt aske- og laktoseindhold.

I det følgende kommer en gennemgang af forskellene på komælk og mælkeerstatning, og hvordan forskellene håndteres i praksis.

af dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen.

Revideret af agronom og ph.d Mogens Vestergaard

27. december 2021

Der er mere energi i komælk end i mælkeerstatning

Komælk indeholder mere energi end mælkeerstatning. Hvor stor forskellen i energiindholdet er, vil variere. I de følgende eksempler benyttes en mælkeerstatning med 19,7 MJ ME pr kg tørstof, hvilket er en mælkeerstatning med højt energiindhold. Nogle mælkeerstatninger indeholder markant mindre energi (hvilket vi kommer tilbage til).

Inden vi går videre med at forklare forskellene i energiindholdet i mælk og mælkeerstatning er det nødvendigt at have styr på de forskellige enheder der anvendes, når energikoncentrationen angives. Energi er nemlig ikke bare energi. Det er vigtigt når man sammenligner energiindholdet i mælk, at man bruger den samme enhed Derfor er det nødvendigt at kende til energibetegnelserne. Og de kommer her:

Energiberegning

Bruttoenergien (gross energy = GE) betegner den totale energimængde i et fodermiddel.

Den fordøjelige energi (digestible energy = DE) betegner den energimængde, der tilsyneladende er blevet fordøjet i organismen, dvs. bruttoenergien fratrukket energiindholdet i fæces.

Den omsættelige energi (metabolizable energy = ME) betegner den energi, der kan omsættes til andre energiformer i organismen. ME repræsenterer DE fratrukket energien tabt ved metan udslip og energien tabt i urin (Chwalibog, 2000), jævnfør nedenstående figur:

GE, samt energien i fæces og urin bliver i udgangspunktet bestemt vha. en kalorimetrisk bombe, mens energiindholdet i metan bliver bestemt vha. respirationsforsøg (Chwalibog, 2000)

For mælk gælder det ifølge NRC (2001), at

DE = GE * 0,97

ME = DE * 0,96

ME = GE * 0,97 * 0,96

Energiindhold i Holstein og Jersey mælk

Energiindholdet i mælk varierer alt efter indholdet af tørstof, fedt, protein og laktose. Derfor kan man ikke give et eksakt tal for energiindholdet i mælk – og der er derfor også ret stor forskel på de angivne værdier for energiindhold i mælk i litteraturen.

Ifølge fodermiddeltabellen (Fodermiddeltabel, rapport 112, Dansk Kvæg, 2005), har Holstein mælk et energiindhold på 20,6 MJ ME pr kg tørstof og Jersey mælk har et energiindhold på 22,2 MJ ME pr kg tørstof. Værdierne er omregnet fra DE til ME ved at gange med 0,96 som anvist af NRC (2001). Angivelsen af energiindholdet i mælk i fodermiddeltabellen er dog markant lavere end i NRC (2001), hvor energiindholdet i Holstein mælk angives til 5,37 Mcal ME/kg tørstof = 22,5 MJ ME.

Ser man på angivelsen af mælkens energiindhold i de videnskabelige publikationer, ses også relativt store forskelle i energiindholdet. Bennetton et al. (2019) angiver energiindholdet i Holstein mælk til 22,59 MJ ME pr kg tørstof (5,4 Mcal ME pr kg tørsof) og Rosadiuk et al. (2021) angiver energiindholdet i Holstein mælk til 19,25 MJ ME pr kg tørstof (4,6 Mcal ME pr kg tørsof).

Der er også forskel på, hvor meget tørstof mælken indeholder. Holstein mælken angives til at indeholde 12,5 % tørstof i NRC (2001), mens fodermiddeltabellen angiver Holstein mælk til at indeholde 13,5 % tørstof. Beregnes energiindholdet i 1 L mælk, vil man derfor opnå 2,8 MJ ME/L uanset om man bruger værdierne fra fodermiddeltabellen eller fra NRC.

I det følgende vil nedenstående værdier bliver anvendt for energiindhold i henholdsvis Holstein og Jersey mælk:

Holstein mælk indeholder 2,8 MJ ME pr L

Jersey mælk indeholder 3,4 MJ ME pr L

Energiindhold i mælkeerstatninger

Energiindholdet i en mælkeerstatningn afhænger (ikke overraskende) af sammensætningen og vil ikke være ens fra produkt til produkt. Af samme årsag kan man ikke give et universelt estimat for energiindholdet i mælkeerstatninger.

Derfor er oplysninger om energiindholdet i en dansk mælkeerstatning lånt fra et dansk studium af Kristensen et al. (2007), som angiver energiindholdet i mælkeerstatningen ”Friska Sød, DLG” til 19,7 MJ ME pr kg tørstof. Friska sød er sammensat af 60 % skummetmælkspulver, 17,5 % vallepulver, 18 % fedt, 3 % hvedestivelse og 1,5 % vitaminpræmix. Fedtandelen består af 74 % palmeolie, 19,3 % kokosolie, 3,9 % sojaolie og 2,8 % mælkefedt.

Energiindholdet er angivet som MJ ME energi i 100 % tørstof. Mælkeerstatning indeholder dog kun 97 % tørstof, og derfor er energiindholdet pr 1000 gram pulver 19,1 MJ ME.

Sammenligning af energiindholdet i mælk

Alt afhængig af mælketypen (Holstein eller Jersey) og tørstofindholdet i en opblandet mælkeerstatning, vil energiindholdet variere. Denne variation er grafisk fremstillet i nedenstående figur:

Pointen med ovenstående figur er at vise, at der kan være stor forskel på energiindholdet i 1 L mælk. Det betyder ret meget, hvad det er for en slags mælk, og hvor koncentreret det er opblandet.

I mange videnskabelige studier angives mælketildelingen til kalve som 10 % eller 20 % af kropsvægten, hvilket er en noget upræcis angivelse af energitildelingen, fordi mælkens energiindhold kan variere meget, alt efter blandeforhold og mælketype.

gram tørstof pr dag

I stedet for at tale om antal liter mælkeerstatning med et givent tørstofindhold, er det ofte lettere at tale om hvor mange gram pulver pr dag en kalv får. I nedenstående tabel er der lavet en sammenligning af energiindholdet i mælkeerstatning (gram pulver, dvs. der er taget højde for at der er ca. 3 % vand i mælkeerstatning i en sæk) og Holstein mælk:

*97 % tørstof; 19,7 MJ ME pr kg tørstof

**2,8 MJ ME/L i Holstein mælk

For at få samme energiindhold, som der er i 8 L Holstein mælk (22,4 MJ ME), skal man altså bruge 1172 g mælkepulver (97 % tørstof). Tilsvarende er der den samme mængde energi i 1000 gram mælkepulver som der er i 6,8 L Holstein mælk.

Men ikke alle mælkeerstatninger indeholder 19,7 MJ ME pr kg tørstof!

Forskellige mælkeerstatninger har en forskellig råvaresammensætning og derfor også et forskelligt energiindhold – og det er værd at bemærke, at det nok er de færreste mælkeerstatninger der har et energiindhold på 19,7 MJ ME pr kg tørstof. De fleste andre mælkeerstatninger vil indeholde mindre energi (omend det sjældent er deklareret).

Et eksempel kommer her:

I det finske studium af Huuskonen et al. (2017) anvendes en mælkeerstatning baseret på ren mælkeprotein hvoraf 42 % var skummetmælkspulver (21 % protein og 17 % fedt). Energiindholdet i denne mælkeerstatning blev angivet til 16,9 MJ ME pr kg tørstof. Hvis man sammenligner denne mælkeerstatning med Holstein og Jersey mælk, er forskellen i energiindhold endnu mere markant end i den tidligere sammenligning, jævnfør nedenstående figur:

Mælkeerstatningen er her beregnet som indeholdende 97 % tørstof.

I ovenstående eksempel, hvor der anvendes en mælkeerstatning med et energiindhold på 16,9 MJ ME pr kg tørstof, skal der bruges næsten 10 L mælkeerstatning med 140 g mælkepulver pr L mælk for at opnå samme energiindhold, som der er i 8 L Holstein mælk (helt præcist skal der bruges 9,8 L mælkeerstatning). Dette svarer til 1366 g mælkepulver (med 97 % tørstof) for at opnå samme energitildeling, som der er i 8 L Holstein mælk.

Sammenligning af priser på mælkeerstatning pr kg – giver det mening?

Giver det mening at sammenligne prisen på mælkeerstatning pr kg? Det gør det nok ikke, nej.

Når man skal bruge knap 1400 g af den ene slags mælkeerstatning for at tildele kalven 22,4 MJ ME, men kan nøjes med 1172 gram af den anden mælkeerstatning og opnå samme energitildeling, ja, så giver det nok ikke ret meget mening at sammenligne prisen pr kg på de to mælkeerstatninger.

Energiindholdet i mælkeerstatninger på det danske marked er ikke altid angivet på trods af, at det betyder ret meget for produktets værdi.

Hvor meget energi har en kalv egentlig behov for?

For at give en referenceramme til energiangivelserne, kommer her en beregning af energibehovet for en kalv som er under 3 uger gammel og derfor alene ernæres af mælk.

Ønsker man at beregne energibehovet for en tungere eller lettere kalv med en højere eller lavere tilvækst kan dette gøres på følgende side:

Beregning af energibehov

En kalv på 50 kg, med en tilvækst på 500 gram pr dag har dagligt brug for 14 MJ ME. Kalven har derfor brug for en af følgende mælkefodringer for at kunne vokse 500 gram pr dag:

5 L Holstein mælk
4,1 L Jersey mælk
6,6 L mælkeerstatning opblandet med 125 g pulver pr L (16,9 MJ ME pr kg tørstof, 97 % tørstof)
5,8 L mælkeerstatning, opblandet med 125 g pulver pr L (19,7 MJ ME pr kg tørstof, 97 % tørstof)
854 g mælkeerstatning (16,9 MJ ME pr kg tørstof, 97 % tørstof)
733 g mælkeerstatning (19,7 MJ ME pr kg tørstof, 97 % tørstof)

Bemærk! Kalven vil dog kun kunne opnå 500 g tilvækst under termoneutrale temperaturer (dvs. 15-25 grader for en kalve under 3 uger (Drackley, 2008)) og uden at være syg. Hvis kalven får en infektion (måske uden at vise symptomer), vil den have behov for ekstra energi, til at mobilisere et immunrespons.

Protein

Mælk direkte fra koen indeholder mælkeproteiner, mens nogle mælkeerstatninger udover mælkeproteinerne også indeholder vegetabilske proteiner. De vegetabilske proteiner er som oftest hvedeproteinkoncentrat eller sojaproteinkoncentrat. Vegetabilske proteiner har en lavere fordøjelighed end mælkeproteiner, jævnfør siden om

mælkeerstatning

Vallebaserede mælkeerstatninger koagulerer ikke

En anden og helt celtral forskel på vallebaserede mælkeerstatninger og komælk er, at de vallebaserede mælkeerstatninger ikke danner et koagel i kalvens mave, ligesom komælk gør. Rent fodringsmæssigt er dette dog ikke ret vigtigt, da koaguleringen ikke har indflydelse på kalvens evne til at fordøje proteinerne eller risikoen for fordøjelsesforstyrrelser, jævnfør siden om

koagulering af mælk i løben.

Mælkens fedtindhold

Komælk indeholder omkring 30 % fedt (på tørstofbasis), mens mælkeerstatninger typisk indeholder mellem 16 og 20 % fedt. Fedt er meget energiholdigt, og det reducerede fedtindhold i mælkeerstatninger, er en af grundene til, at komælk indeholder mere energi end mælkeerstatninger. Når mælkeerstatninger indeholder mindre fedt end komælk, er det fordi der er tilsat mere laktose, hvilket får stor betydning for mælkens osmolaritet (hvilket vi kommer tilbage til).

Mælkefedt bruges meget sjældent i mælkeerstatninger, fordi det bruges til human konsum og derfor økonomisk set ikke er fordelagtigt. Derfor har man erstattet fedtfraktionen i mælkeerstatninger med enten animalsk eller vegetabilsk fedt. I EU bruges primært vegetabilsk fedt, som hovedsageligt består af palmefedt og kokosolie.

En anden årsag til det højere energiindhold i komælk er, at mælkefedt har en lidt højere fordøjelighed end vegetabilsk fedt. Johnson og Leibholz (1980) angiver fordøjeligheden af mælkefedt til 95 %, mens Hopkins et al. (1959) refererer fordøjeligheden af mælkefedt til 96 til 97 %.

Johnson og Leibholz (1980) rapporterede fordøjeligheden af sojaolie til 93,9 %, mens Radiostits og Bell (1968) ved et fordøjelsesforsøg med 5 kalve fandt, at fordøjeligheden af fedt (en blanding mellem animalsk og vegetabilsk fedt) steg fra 29 % da kalvene var 6 dage gamle til 82 % da kalvene var 20 dage gamle.

Huuskonen et al. (2005) fandt fordøjelighed af en blanding af palme- og kokosolie til 84,6 %.

Fordøjeligheden af fedt i en mælkeerstatning afhænger desuden af, hvordan det er indarbejdet i mælkeerstatningens øvrige komponenter, hvilket blandt andet blev demonstreret af Hopkins et al. (1959).

Mælkens askeindhold

Både Jersey og Holstein mælk indeholder omkring 6 % aske (Fodermiddeltabel, rapport 112, Dansk Kvæg, 2005).

Mælkeerstatninger indeholder ofte mellem 6 og 10 % aske. Aske udgøres primært af mineraler og vitaminer.

Askeindholdet har stor betydning for osmolariteten af en mælkeblanding og generelt anbefales det, at der ikke må være mere end 10 % aske i en mælkeerstatning (Drackley, 2008; Burgstaller et al., 2017). Arbejder man med en mælkeerstatning med et højt askeindhold, er det nødvendigt, at man tager sine forholdsregler, så man sikrer sig, at der ikke fodres med mælkeerstatning med (for) høj osmolaritet (læs: det duer ikke at lave en koncentreret blanding, og man bør holde sig til den nedre doseringsanbefaling fra producenten).

Afsukret valle

Afsukret valle har et højt askeindhold, som følge af den metode, man anvender til at fjerne laktosen fra proteinet. NRC (2001) angiver, at afsukret valle indeholder 16,5 % aske. Tilsætning af afsukret valle til en mælkeerstatning vil derfor medføre et højere askeindhold. Drackley (2008) angiver desuden, at afsukret valle også har et højt indhold af non-protein nitrogen (og derfor færre essentielle aminosyrer for et givet råprotein indhold).

Mælkens kulhydrater udgøres primært af laktose

Mælkeerstatninger har et højt indhold af laktose i forhold til ko-mælk. Holstein mælk indeholder ca. 36,5 % laktose (på tørstofbasis), mens Jersey mælk indeholder 27,2 %. Rent skummetmælkspulver (altså det man bruger til at lave skummetmælksbaserede mælkeerstatninger af) indeholder 54 % laktose, mens vallepulver (der også bruges til fremstilling af mælkeerstatninger) indeholder 74 % laktose (Fodermiddeltabel, rapport 112, Dansk Kvæg, 2005). Alt afhængig af mælkeerstatningens sammensætning, har mælkeerstatninger ofte et indhold af laktose på mellem 42 til 45 % (Amado et al., 2019).

Kender man ikke indholdet af laktose i en mælkeerstatning som er lavet af mælkeprodukter, kan man ifølge Drackley (2008) estimere laktoseprocenten efter følgende formel:

Laktose % = 100 – protein %– fedt% – aske % - 2

Formlen finder altså ikke anvendelse på mælkeerstatninger som indeholder vegetabilsk protein eller vegetabilske kulhydrater.

Dextrose

Nogle mælkeerstatninger har tilsat dextrose, hvilket fordøjes udmærket af kalven (Drackley, 2008). Dextrose har dog den uheldige egenskab – i hvert fald sammenlignet med laktose – at den øger mælkeerstatningens osmolaritet yderligere. Laktose tæller i det osmotisk regnestykke med 1 partikel, ligesom dextrose, men ernæringsmæssigt indeholder laktose ca. dobbelt så meget energi som dextrose. Derfor bør man regne med, at man har at gøre med en mælkeerstatning med høj osmolaritet, hvis der er angivet dextrose på indholdsfortegnelsen.

Wilms et al. (2019) har set på effekten af mælkens osmolalitet på tarmens permeabilitet hos 30 tyrekalve og foreslår, at tarmen tager skade af mælkefodring med høj osmolaritet. Kalvene i studiet var tre uger gamle ved forsøgets start, hvor de blev opdelt i fem grupper med forskelligt indhold af dextrose i mælkeerstatningen, hvor laktose blev erstattet med dextrose i forholdet 1:1. Som en direkte følge af, at laktose blev erstattet med dextrose, var der også forskellig osmolaritet af mælkeerstatningerne, som varierede fra 439 til 611 mOsm/kg. Kalvene fik 3,2 L mælkeerstatning ved hver fodring to gange dagligt, og mælken blev blandet til 15 % tørstof (som generelt anses som et højt tørstofindhold af en mælkeerstatning). Den gastrointestinale permeabilitet blev vurderet ved at måle indholdet af ikke-fordøjelige markører i urinen. Hos raske kalve forventer man ikke at finde disse markører i urin, fordi de ikke optages over tarmvæggen. Findes de alligevel i urinen, tolkes det som et resultat af øget passiv diffusion over tarmvæggen til blodet pga. skade på tarmvæggens integritet. I studiet blev lactulose, d-mannitol og Cr-EDTA anvendt som markører. Wilms et al. (2019) beskriver, at når der udøves et stor osmotisk tryk på en permeabel membran (her tarmvæggen), vil det osmotiske tryk på tight-junctions mellem cellerne og på selve cellemembranen blive så stort, at store molekyler, toksiner og patogener kan passere igennem og få adgang til blodbanen. Studiet påviste en tendens til en øget permeabilitet af tarmvæggen ved øget osmolaritet i mælkeerstatningerne, hvilket var mere udtalt ved tre uger gamle kalve end hos de syv uger gamle kalve. Der er behov for flere undersøgelser for at fastslå den kliniske relevans af dette fund, men studiet indikerer, at mælkens osmolaritet kan have en direkte betydning for kalvens modtagelighed overfor infektioner i tarmen.

Mælkeblandingens osmolaritet

En af de helt store forskelle mellem komælk og mælkeerstatninger er osmolariteten, og det er mælkeblandingens osmolaritet, man skal fokusere på, når man indretter sin mælkefodring.

Om osmolaritet

Osmolariteten af en væske afhænger af antallet af osmotisk aktive partikler, der er opløst i en liter af blandingen. Når vi snakker om mælk, udgøres de osmotisk aktive partikler af elektrolytter, oligo- og monosakkarider, aminosyrer og fedtsyrer (Wilms et al., 2018).

Mælkeerstatning har som oftest en højere osmolaritet end komælk, fordi der i mælkeerstatning er et højere indhold af aske (mineraler) og laktose (Wilms et al., 2018).

Osmolaritet = antal partikler/L

Osmolalitet = antal partikler/kg

I forbindelse med mælk betyder det en del, om man angiver væskens osmolalitet eller osmolaritet, idet 450 mOsm/kg = 400 mOsm/L (Wilms et al., 2018). Når litteraturen sammendrages i det følgende, er der gengivet den benævnelse, som er brugt i det studium, der refereres til. Det betyder, at der nogle steder vil stå osmolaritet (dvs. angivet pr L) og andre steder osmolalitet (dvs. angivet pr kg).

En isotonisk væske har den samme mængde partikler pr kg eller L, som der er i serum, hvilket er omkring 284-291 mOsm/L (Wilms et al., 2020a). En hypotonisk væske har mindre partikler pr L end serum, mens en hypertonisk væske har flere partikler pr L end serum.

Mælkens osmolaritet er vigtig, fordi det har betydning for kalvens fordøjelse (Burgstaller et al., 2017). Osmolariteten påvirker tømningshastigheden, hvor både hypoosmolaritet og hyperosmolaritet nedsætter tømningshastigheden i forhold til isoosmotiske opløsninger. Markant hæmning af tømningen ses ved væsker med osmolalitet over 600 mOsm/kg (Constable et al., 2005).

Derfor anbefales det, at en mælkeerstatning maksimalt må blandes til 15 % tørstof (Burgstaller et al., 2017). Hvor koncentreret en mælkeerstatning kan opblandes afhænger dog af osmolariteten, og derfor vil nogle mælkeerstatninger allerede give udfordringer hos kalvene ved lavere tørstofindhold.

Øger man energiindholdet i komælk ved at opblande mælkeerstatning i mælken, kan man komme afsted med at lave en relativt koncentreret opløsning (fx 18,4 % tørstof) uden at osmolariteten bliver alarmerende høj (439 mOsm/L) (Azevedo et al., 2016). Dette er forårsaget af, at komælk er isoosmolær og har en osmolaritet omkring 280 mOsm/L (Constable et al., 2015). Igen vil det dog afhænge af typen af mælkeerstatning, man anvender til iblandingen. I studiet af Azevedo et al. (2016) blev der anvendt en mælkeerstatning baseret på 55 % mælkeprotein og 45 % vegetabilsk protein (se mere under siden tørstofkorrigering af mælk).

Hvis man vælger at opblande sin mælkeerstatning koncentreret (dvs. til 15 % tørstof), er det en god idé at sørge for, at de øvrige mælkefodringsrutiner ikke også medvirker til at reducere løbens tømningshastighed. Nedenstående liste viser de forhold, som ifølge Burgstaller et al. (2017) reducerer løbens tømningshastighed:

Store mælkemængder på én gang
Højt kalorie-indhold
- Ukorrekt opblanding af mælken
Højt protein og fedt indhold
Lav eller høj pH
Høj osmolaritet
- Tørstofindhold må ikke overstige 15 %
  - Laktose (afsukret valle)
  - Aske (må ikke overstige 10 %)

I praksis betyder det, at mælkefodrer man kalvene én gang daglig, kan det øge risikoen for fordøjelsesforstyrrelser, hvis man OGSÅ koncentrerer mælken til 15 % tørstof og måske samtidig bruger en mælkeerstatning med højt indhold af laktose og aske.

Constable et al. (2005) har set på betydningen af mælketype for løbens tømningshastighed. 6 tyrekalve fik indsat en løbefistel, da de var tre dage gamle. Da kalvene var 17 dage gamle og vejede 46 kg, varierende fra 40-51 kg, fik kalvene én af følgende tre mælketyper i en mængde svarende til 12 % af deres kropsvægt fordelt på to daglige fodringer. Mælkeerstatningerne blev opblandet til 12 % tørstof:

Komælk
- 278 mOsm/kg
Vallebaseret mælkeerstatning med 100 % mælkeproteiner (22 % protein, 20 % fedt)
- 375 mOsm/kg
Mælkeerstatning med mælkeprotein og sojaprotein (20 % protein, 20 % fedt).
- 410 mOsm/kg

Alle kalvene fik alle tre typer mælkefodring, hvor kalvene mellem hver forsøgsperiode (som varede 24 timer) fik en mælkeerstatning med 100 % mælkeprotein. Der blev anvendt en lidt alternativ metode til at bestemme løbens tømningshastighed: Der blev indsat en pH-elektrode igennem løbe-fistlen som målte løbens pH. Løbens tømningshastighed blev estimeret ved at måle den tid der gik, fra kalven blev fodret, til løbens pH igen var nede på 1 pH-enhed over løbens pH før fodring. Studiet viste, at når kalvene indtog mælkeerstatning med mælkeprotein og sojaprotein (som havde den højeste osmolalitet) tog det 399 minutter efter fodring, før pH var nede på 1 pH enhed over værdien før fodring, og at dette ikke var signifikant forskelligt fra de 383 minutter det tog, når kalvene fik mælkeerstatningen med rent mælkeprotein. Til gengæld, var pH tilbage på 1 pH enhed over udgangspunktet allerede 320 minutter efter fodring hos de kalve, som fik ko-mælk. Forskerteamet konkluderede, at den højere osmolalitet af mælkeerstatningerne sandsynligvis er årsagen til den langsommere tømningshastighed af løben i forhold til, når kalvene fik almindelig komælk.

Korrekt opblanding og kontinuerlig omrøring af mælken er vigtig

Jo højere osmolaritet ens mælkeblanding har, jo mere omhyggelig skal man være med sine rutiner. Korrekt opblanding og kontinuerlig omrøring af mælken er vigtig for, at mælkeblandingen ikke bundfælder. Kører man med en mælkefodringsprocedure med høj osmolaritet er det fx ikke helt lige meget, hvis weekendafløseren giver lidt ekstra mælkepulver i weekenden for ”at være god ved kalvene”. Det kan give anledning til langsommere tømningshastighed af løben, og derved står tarmindholdet stille i længere tid og pH forbliver relativt høj, hvilket er medvirkende til, at bakterier får tid til at initiere en infektion. Det er nødvendigt, at der laves en procedure på de enkelte bedrifter for at sikre, at der ikke laves blandefejl. Omrøring på mælketaxaen er også vigtig, især hvis der blandes store mængder på én gang, fordi det sikrer, at mælken ikke lægger sig i lag med forskelligt næringsindhold og osmolaritet.

Omrøring af mælken under fodring er også vigtig, hvis man fodrer med ko-mælk. Jo længere tid mælkefodringen tager, jo mere har man brug for en mælkevogn med omrører!

Mælk kommer i løben, vand kommer i vommen

Man skal være ekstra opmærksom på sine rutiner, hvis man bruger en mælkeblanding med høj osmolaritet. Der er simpelthen flere steder det kan gå galt. Herunder også manglende vandforsyning. Hvis kalvene får koncentreret mælkeerstatning er det endnu mere vigtigt, at de har adgang til frisk drikkevand. Arbejder man med koncentreret mælkeerstatning, er det en forudsætning, at kalven har adgang til rent og frisk drikkevand.

Kalvene får ikke deres vandbehov dækket gennem mælken (husk på, at mælken kommer direkte i løben, mens vand kommer i vommen (Wise og Anderson, 1939)). Når kalvene begynder at æde kraftfoder, har de brug for vand til vommen, og jo mere kraftfoder de indtager, jo mere vand drikker de. Typisk skal der indtages 4 L vand for hvert kg kraftfoder, der skal ædes.

Nedenstående figur viser et eksempel på, hvor meget vand kalve drikker, udover deres mælkeration. I studiet indgik 40 tyrekalve, som fra uge 3 til 8 fik 1000 g mælkepulver pr dag, opblandet til 150 g/L. Kalvenes vandoptag blev gradvist øget. I 2. leveuge indtog kalvene omkring 2 L vand, mens de i 8. leveuge indtog knap 5 L vand (Yohe et al., 2021).

Kildehenvisninger

Benetton, J. B., Neave, H. W., Costa, J. H. C., Von Keyserlingk, M. A. G., & Weary, D. M. (2019). Automatic weaning based on individual solid feed intake: Effects on behavior and performance of dairy calves. Journal of dairy science, 102(6), 5475-5491.

Burgstaller J, Wittek T, Smith GW. 2017. Invited review: Abomasal emptying in calves and its potential influence on gastrointestinal disease. J Dairy Sci. Jan;100(1):17-35. doi: 10.3168/jds.2016-10949. Epub 2016 Nov 17.

Constable, P. D., Ahmed, A. F., & Misk, N. A. 2005. Effect of suckling cow's milk or milk replacer on abomasal luminal pH in dairy calves. Journal of veterinary internal medicine, 19(1), 97-102.

Chwalibog, A. 2000. Husdyrernæring. Bestemmelse Af Næringsværdi Og Næringsbehov. 5.th ed. DSR Forlag, Danmark.

Drackley JK. Calf nutrition from birth to breeding. Vet Clin North Am Food Anim Pract. 2008 Mar;24(1):55-86. doi: 10.1016/j.cvfa.2008.01.001. PMID: 18299032.

Fodermiddeltabel, rapport 112, Dansk Kvæg, 2005. Rapport nr. 112. Dansk Kvæg. J. Møller, R. Thøgersen, M. Helleshøj, M. Weisbjerg, K. Søegaard, T. Hvelplund

Hopkins, D. T., Warner, R. G., & Loosli, J. K. (1959). Fat digestibility by dairy calves. Journal of Dairy Science, 42(11), 1815-1820.

Huuskonen, A. (2017). Effects of skim milk and whey-based milk replacers on feed intake and growth of dairy calves. Journal of Applied Animal Research, 45(1), 480-484.

Johnson, R., & Leibholz, J. (1980). Influence of the type of fat in milk replacers on hydrolysis and digestion by the pre‐ruminant calf. Journal of the Science of Food and Agriculture, 31(2), 162-170.

Kristensen, N. B., Sehested, J., Jensen, S. K., & Vestergaard, M. 2007. Effect of milk allowance on concentrate intake, ruminal environment, and ruminal development in milk-fed Holstein calves. Journal of Dairy Science, 90(9), 4346-4355.

National Research Council. 2001. Nutrient requirements of dairy cattle. 7th edition. Washington,

DC: National Academy Press. Kapitel 10. Nutrient requirements of the young calf.

Radostits, O. M., & Bell, J. M. (1968). Nutrient digestibility by new-born calves fed milk replacer. Canadian Journal of Animal Science, 48(3), 293-302.

Rosadiuk, J. P., Bruinjé, T. C., Moslemipur, F., Fischer-Tlustos, A. J., Renaud, D. L., Ambrose, D. J., & Steele, M. A. (2021). Differing planes of pre-and postweaning phase nutrition in Holstein heifers: I. Effects on feed intake, growth efficiency, and metabolic and development indicators. Journal of Dairy Science, 104(1), 1136-1152.

Wilms, J., Berends, H., & Martín-Tereso, J. 2019. Hypertonic milk replacers increase gastrointestinal permeability in healthy dairy calves. Journal of dairy science, 102(2), 1237-1246.

Wise, G. H., & Anderson, G. W. (1939). Factors affecting the passage of liquids into the rumen of the dairy calf. I. Method of administering liquids: drinking from open pail versus sucking through a rubber nipple. Journal of Dairy Science, 22(9), 697-705.

Yohe, T. T., Berends, H., Leal, L. N., Wilms, J. N., Steele, M. A., & Martín-Tereso, J. 2021. Metabolic and performance responses to the replacement of lactose by fat in milk replacer formulations for dairy calves. Animal, 15(1), 100031.

Komælk vs. mælkeerstatning Hvad er egentlig forskellen?