BETYDNINGEN AF KOGAULERING AF MÆLK I LØBEN

Er koagulering af mælk i løben en forudsætning for, at kalve trives?

Nej! Hvorvidt mælken koagulerer har ingen effekt på hverken fordøjeligheden af mælkens næringsstoffer eller forekomsten af diarré.

Vigtigheden af koaguleringen af mælk hos kalve er måske en af de største myter, der florer inden for kalvepasning.

Myten er opstået som resultat af, at man i 1950-1960’erne, da men begyndte at nedtørre mælkeprodukter, ikke var opmærksomme på, at mælkens proteiner kunne tage skade af for høj opvarmning (Tomkins og Drackley, 1992). I begyndelsen brugte man primært skummetmælkspulver og først noget senere, begyndte man at udskifte skummetmælkspulveret med vallepulver. I de tidlige undersøgelser af fordøjelighed af mælkeerstatninger fandt man derfor en sammenhæng mellem manglende koagulering af mælkeerstatningen og øget forekomst af diarré og reduceret tilvækst. Flere forskere konkluderede derfor, at koagulering af mælk i løben var essentiel for kalvens evne til at udnytte næringsstofferne i mælken, og at manglende koagulering ville medføre diarré pga. ufordøjet kasein i tarmen (Hof, 1980, Tomkins et al. 1994).

Senere studier har dog vist, at det er de varmeskadede mælkeproteiner i sig selv, der giver anledning til lav udnyttelsesgrad og øget forekomst af diarré og IKKE, hvorvidt mælkeerstatningen koagulerer eller ej, der er essentiel for kalvenes trivsel (Hof, 1980).

Som et redskab til at vurdere en mælkeerstatnings kvalitet har man brugt koagulations-evnen som indikation på varmeskade, idet en varmeskadet mælkeerstatning gav en lav koagulationsevne og derfor medførte øget forekomst af diarré og lav fordøjelighed. Helt galt gik det, da men begyndte at anvende koagulationstesten til kvalitetssikring af de vallebaserede mælkeerstatninger (som jo bekendt slet ikke koagulerer) (Tomkins og Drackley, 1992).

af dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen og

revideret af agronom og ph.d Mogens Vestergaard

23. juni 2021

Vil ufordøjede kaseiner i tarmen give diarré?

Nej, det er der ingen evidens for. Til gengæld er der flere studier, som viser, at ufordøjet kasein i tarmen ikke medfører diarré eller medfører en reduceret fordøjelighed af proteinerne.

Et Canadisk studium fra 1988 (Petit et al.) undersøgte betydningen af koagulering af mælkeerstatning ved at tilsætte oxalate-NaOH buffer til mælken, som forhindrer koagulation af mælken ved at udfælde calcium (calcium er nødvendig for koagulationen). 8 tyrekalve indgik i studiet i en alder af 3-5 dage. Kalvene blev tildelt mælkeerstatning i en mængde svarede til 10 % af deres kropsvægt (20 % fedt, 25 % protein og baseret på skummetmælk). Forsøget varede i 15 dage. Der var ikke forskel på fordøjeligheden af tørstof (93,9% vs. 92,8 %) for henholdsvis den koagulerende mælkeerstatning og den ikke-koagulerende mælkeerstatning. Der var heller ikke forskel på fordøjeligheden af protein (91,4% vs. 90,8 %) for henholdsvis den koagulerende mælkeerstatning og den ikke-koagulerende mælkeerstatning. Der var heller ikke forskel i forekomsten af diarré mellem de to grupper af kalve, dog var der en tendens til, at tørstofindholdet i gødningen var højere hos de kalve, som fik den ikke-koagulerende mælkeerstatning (26,5 %) sammenlignet med de kalve, som fik den koagulerende mælkeerstatning (21,5%). Men begge værdier svarer til en ok gødningskonsistens.

Et dansk studium af Strudsholm fra 1988 undersøgte betydningen af koagulering af mælk hos 14 Holstein tyrekalve i alderen fra 8 til 28 dage. Kalvene blev enten fodret med en skummetmælksbaseret mælkeerstatning, en skummetmælksbaseret mælkeerstatning præinkuberet med pancreatin for at undgå koagulering eller en mælkeerstatning baseret på valleprotein. Kalvene fik 600 g mælketørstof/dag, men ingen kraftfoder. Studiet viste, at der var en lidt højere fordøjelighed af tørstof af den koagulerede skummetmælksbaserede mælkeerstatning (95,4 %) i forhold til den ikke-koagulerede (94,3 %) og den vallebaserede mælkeerstatning (93,3%), når kalvene var mellem 8 og 14 dage, hvilket primært kunne tilskrives en højere fordøjelighed af fedt-fraktionen. Fedtet i mælkeerstatningerne var af animalsk oprindelse. Animalsk fedt anvendes ikke længere i europæiske mælkeerstatninger, udover små rester fra smørfedt i skummetmælken. Der var ikke forskel på fordøjeligheden af protein, som lå mellem 90 og 92 %. Fra kalvene var 15 til 28 dage var der ikke forskel i fordøjeligheden mellem mælkeerstatningerne, hverken med hensyn til tørstof eller protein. 2 kalve havde i løbet af studiet mild diarré og der var ikke forskel mellem grupperne.

Ulempen ved at forhindre koagulering med præinkubering af mælken med pancreatin er, at man ikke kan skelne effekten af behandlingen af mælken med pancreatin og effekten af koagulering. Mælkens proteiner bliver allerede inden fodring delvist hydrolyseret, og derfor viser studiet ikke, hvad der sker, hvis ufordøjet mælk passerer til tarmen uden bearbejdning i løben (Tomkins og Drackley, 1992). Der er derfor risiko for, at man konfunderer betydningen af koagulering med betydningen af mælkens forarbejdning. Strudsholm (1988) konkluderer, at koagulering af mælk i løben hos kalve ikke har betydning for udnyttelsen af næringsstofferne eller risikoen for diarré.

Hof (1980) undersøgte effekten af at indgive kasein direkte i duodenum vha. en tarmfistel. 2 kalve fik i to perioder indgivet mælkeerstatning direkte i tarmen. Der var ikke tegn på diarré – faktisk blev kalvenes afføring mere fast. Dette tyder på, at kasein i tarmen i sig selv ikke giver diarré.

Et sydafrikansk forskerpar (Cruywagen og Horn-Quass, 1991) har også undersøgt betydningen af koagulering af mælk hos kalve. Der indgik 16 tyrekalve, som var 2 dage gamle ved forsøget start, i studiet. Kalvene blev fodret med en skummetmælksbaseret (40 %) mælkeerstatning opblandet til 13 % tørstof. Halvdelen af kalvene fik Oxalate-NaOH buffer tilsat mælken for at forhindre koagulation ved at udfælde calcium. Denne gruppe benævnes non-clotting milk (NCM). I første leveuge fik kalvene 3,15 L mælk/dag, i anden leveuge fik de 4,2 L/dag, i tredje leveuge fik de 5,25 L/dag, og i fjerde leveuge fik de 6,3 L/dag. I 5. leveuge indgik 5 kalve fra hver behandling i en fordøjelighedstest og fik 6,3 L/dag. Studiet viste, at der ikke var forskel på daglig tilvækst (371 g/dag for kontrol og 382 g/dag for NCM). Fordøjeligheden af tørstof var ens (90,2 % for kontrol og 91,1% for NCM). Fordøjeligheden af protein var også ens (81 % for kontrol og 85,6 % for NCM). Der var ikke forskel i forekomsten af diarré mellem kalvene (1,2 dage for kontrol og 1,3 for NCM).

In vivo manglende koagulering hos enkelte kalve medfører ikke mistrivsel

I et japansk studium (Miyazaki et al., 2010) ultralydsundersøgte man løben hos 29 kalve efter fodring med en skummetmælksbaseret mælkeerstatning. Kalvene var mellem 4 og 14 dage gamle og fik mælkeerstatning i en daglig mængde svarende til 10 % af deres kropsvægt (125 g/L). 8 af 29 kalve koagulerede ikke mælken. 7 af de 8 kalve, som ikke koagulerede mælken, var lige så trivelige som de øvrige kalve. 1 kalv, som ikke koagulerede mælken, havde ”wasting disease” og var dehydreret, nedstemt, drak ikke mælken ivrigt og ville helst ligge ned. Forskergruppen konkluderer følgende på baggrund af deres studium:

”Our analysis indicated that the absence of curd formation has no significant impact on the appearance, appetite or vigour of pre-ruminant calves or on their blood parameters”

Kalvene blev undersøgt klinisk på dagen for ultralydsundersøgelsen og ikke i en efterfølgende periode- det kan derfor ikke afvises, at de kalve som ikke dannede et koagel på sigt, ville være mindre trivelige end de kalve, som dannede et koagel. Forskergruppen angiver, at en mulig forklaring på den manglende koagulering af mælken kan være, at mælken kommer i vommen i stedet for i løben, og derved ikke får enzymatisk påvirkning fra løbens enzymere.

Longenbach og Henrichs (1998) har lavet et omfattende review om betydningen af mælkens koagulering og kommer frem til, at koagulering af kasein i løben ikke medfører øget forekomst af diarré, selvom de primært fokuserer på fordøjeligheden af protein-fraktionen, når kasein koagulerer eller ikke koagulerer.

Er mælkens temperatur så ikke vigtig?

Jo, det er den! Men ikke for at sikre koagulering af mælken. Mælkens temperatur er vigtig for, at sikre stimulering af bollerende refleksen (Ørskov, 1972). I de kolde perioder af året er det også vigtigt, at kalvene får varm mælk, for at de ikke skal bruge af deres energireserver, for at opvarme mælken.

Kildehenvisning

Cruywagen, C. W., & Horn-Quass, J. G. (1991). Effect of curd suppression of a calf milk replacer fed at increasing levels on nutrient digestibility and body mass-gain. South African Journal of Animal Science, 21(3), 153-156.

Hof, G. (1980). An investigation into the extent to which various dietary components, particularly lactose, are related to the incidence of diarrhoea in milk-fed calves. pH.d. afhandling. Wageningen Universitet.

Longenbach, J. I., & Heinrichs, A. J. (1998). A review of the importance and physiological role of curd formation in the abomasum of young calves. Animal feed science and technology, 73(1-2), 85-97.

Petit, H. V., Ivan, M., & Brisson, G. J. (1988). Digestibility and blood parameters in the preruminant calf fed a clotting or a nonclotting milk replacer. Journal of animal science, 66(4), 986-991.

Strudsholm, F. (1988). The effect of curd formation in the abomasum on the digestion of milk replacers in preruminant calves. Acta Agriculturae Scandinavica, 38 (3), 321-327.

Tomkins, T., & Drackley, J. K. (1992), August. Clotting Factor in Bovine Preruminant Nutrition. In American Association of Bovine Practitioners Proceedings of the Annual Conference (pp. 176-181).

Tomkins T., Sowinski J. og Drackley J. (1994). New development in milk replacers for pre-ruminants. Side 71-90 I Proc. 55th Minnesota nutr. Conf. univ. Minnesota, St. Paul.

Ørskov, E. R. (1972). Reflex closure of the oesophageal groove and its potential application in ruminant nutrition. South African Journal of Animal Science, 2(2), 169-176.