VÆLG DEN RIGTIGE
ELEKTROLYTBLANDING

Kan alle elektrolytblandinger på markedet bruges?

NEJ! Der er helt specifikke krav til en elektrolytblanding for at den er egnet til at rehydrere og genoprette syre-base balancen hos en kalv med diarré. Bruger man den forkerte elektrolytblanding eller ikke følger producentens anvisning for opblanding kan man risikere ikke at få den ønskede effekt af behandlingen.

På denne side finder du en gennemgang af hvad der vigtigt i en elektrolytblanding til behandling af kalve med diarré.

Af dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen.

Revideret af DVM ph.d Dip ECBHM Jörg Matthias Dehn Enemark

19. december 2020

Nedenstående tabel viser egenskaber på et udvalg af de elektrolytblandinger, man kan købe på det danske marked. Informationerne er oplyst af producenten og er ikke yderligere verificeret. Det er forsøgt at få informationer om så mange af de tilgængelige elektrolytblandinger på det danske marked som muligt. Hvis du sidder derude og forhandler en elektrolytblanding, som ikke er inkluderet i nedenstående liste, er du meget velkommen til at sende informationerne (tm@ko-vet.dk) om din elektrolytblanding, så den kan komme med.

Tabellen er senest opdateret den 20. juni 2023

Baggrund for de anbefalede værdier fremgår af det følgende sammendrag.

Udover sammensætningen af elektrolytter, osmolariteten og indholdet af alkaliserende forbindelser (buffer) har de forskellige elektrolytblandinger angiveligt også andre positive egenskaber, som dog ikke indgår i ovenstående opgørelse.

Opblanding af elektrolytter i mælk kan være problematisk

Når elektrolytter blandes med mælk øges osmolariteten af den samlede blanding med ca. 293 mosm/L, jævnfør studiet af Goodell et al. (2012) som desuden angiver indholdet af Na, K, Cl i mælk til henholdvis 18, 36 og 31 mmol/L

Det betyder, at opblander man 100 g Diakur Plus i 2 L mælk opnås en osmolaritet på 387 + 293 = 680 mOsm/L dvs. en meget høj osmolaritet. Efter tilsvarende beregning fås en osmolaritet på ca. 762 når 60 ml Dialyt ekspress opblandes i 2 L mælk.

Som gennemgået på siden "Oral væsketerapi", bør det undgås at give kalve væske med en osmolaritet over 600 mOsm/kg. Dette gælder især for kalve med diarré, som har en nedsat tømningshastighed af løben.

Hvad er den optimale sammensætning af en elektrolytblanding?

Elektrolytter

Natrium er den vigtigste komponent i en elektrolytblanding - det er der vist generel enighed om. Derfor skal der være et højt (90-100 mmol/L) indhold af natrium i en elektrolytblanding, før den har den ønskede effekt i forhold til at rehydrere kalven. Optag af natrium i tarmen er afhængig af co-transport med andre stoffer, hvoraf de vigtigste er glukose, citrat, acetat, proprionat og glycin. Hvis natrium er i tarmen uden glukose, flygtige frie syrer eller specifikke aminosyrer, er der enten en meget lille absorption af natrium eller slet ingen (Smith og Berchtold, 2014). Optaget af natrium fra tarmindholdet til blodbanen igennem tarmcellen, medfører en osmotisk gradient over tarmvæggen som trækker væske fra tarmen ind over tarmvæggen og ind i blodet.

Et nyere, hollandsk studium (Wilms et al., 2020) påpeger, at 130 mmol/L er for højt et natriumindhold. I dette studium af 66 kalve i alderen 15-26 dage ses, at tabet af natrium med afføring var højere, når kalvene fik en elektrolytblanding med et højt natriumindhold (134 mmol/L) i forhold til de kalve, som fik en elektrolytblanding med et lavere natriumindhold (80 mmol/L). Forskerne foreslår, at der er et maksimalt natriumoptag i tarmen og hvis dette overskrides, udskilles natrium med afføringen.

Chloridindholdet er også vigtigt i en elektrolytblanding og skal ligge mellem 40-80 mmol/L. Chloridindholdet må ikke blive for højt, eftersom et højt chloridindhold vil sænke SID (jf. beregningen af SID), hvilket er uhensigtsmæssigt i forhold til elektrolytblandingens virkning på korrektion af syre-base-forstyrrelsen (Smith og Berchtold, 2014).

Kaliumindholdet i en elektrolytblanding skal være mellem 10-30 mmol/L. Kalve med nyligt opstået diarré har faktisk ofte hyperkalæmi, mens kalve med diarré af kronisk karakter har hypokalæmi (Smith og Berchtold, 2014).

Glukose er også helt central i elektrolytblandingen, da kalve med diarré er hypoglykæmiske og i energiunderskud (Smith og Berchtold, 2014). Glukose faciliterer også optaget af natrium via en co-transport i tarmcellerne (enterocytter) (Smith og Berchtold, 2014).

Osmolaritet

Osmolariteten af en elektrolytblanding skal være isoton. Det anbefaler førende forskere indenfor væsketerapi af kalve (Sen og Constable, 2013).

Hyperosmolære blandinger medfører en reduceres passagehastighed af løbe og tarm (Sen og Constable, 2013) og øger permeabiliteten af tarmvæggen (Wilms et al., 2018). Deusen har hypo- og isotone elektrolytblandinger en bedre rehydrerende effekt og retter syrebasebalancen hurtigere i forhold til behandling med en hyperton elektrolytblanding (Wilms et al., 2020). For mere information om betydningen af osmolaritet, henvises til siden ”oral væsketerapi”.

Elektrolytblandinger som iblandes mælken giver altid en hyperton blanding.

Buffere (Alkaliserende forbindelser)

Elektrolytblandingen skal også indeholde en basisk komponent (acetat, proprionat, citrat eller bikarbonat) som bidrager til at rette kalvens metaboliske acidose. Her er det noget omdiskuteret, hvorvidt bikarbonat er en god buffer (=alkaliserende forbindelse) i en oral elektrolytblanding eller ej, men som følge af en række positive egenskaber som acetat og proprionat besidder (se senere), bør disse foretrækkes.

Der skal være mindst 50 mmol/L af en buffer i en elektrolytblanding (Smith og Berchtold, 2014).

Strong ion difference

Strong ion difference (SID) har lige så stor betydning for korrektion af syre-basebalancen som tilsætning af en buffer (Manacke et al., 2014 og Bachmann et al., 2009). SID beregnes som (Na+ + K+) - Cl-. Der er lidt forskellige holdninger til, hvor høj SID skal være. Manacke et al. (2014) foreslår en SID på mere end 79 mmol/L, mens Bachmann et al. (2009) foreslår en SID på mere end 95 mmol/L.

Og det her er altså ret vigtigt! En elektrolytblanding som ikke indeholder en buffer og en høj SID vil i mange tilfælde have en forsurende effekt på kalven og derved forværre kalvens tilstand (Smith og Berchtold, 2014).

Er bikarbonat en god buffer i orale elektrolytblandinger?

Ja, den er sandsynligvis udmærket - selvom den ofte får skældud for at være det modsatte.

Påvirker bikarbonat ikke koaguleringen af mælk i løben?

Constable et al. (2008) konkluderer på baggrund af et studium af 6 raske kalve i alderen 6-15 dage, at elektrolytblandinger indeholdende 12 mmol/L citrat og 25 mmol/ml bikarbonat (Diakur® Plus) opblandet i mælk ikke påvirker koagulationen af mælk in vivo. Dette er vist ved at tildele kalvene 2 L (100 g Diakur® Plus opblandet med 2 L mælk) og efterfølgende analysere prøver af tarmindholdet udtaget direkte fra løben via en kirurgisk indsat fistel. Herudover blev kalvene obduceret 15 min efter indtaget af 2 L mælk, enten ren eller iblandet elektrolytblanding, hvorved det også kunne konstateres, at mælken var koaguleret hos samtlige kalve.

Bachmann et al. (2009) har også vist, at elektrolytblandinger indeholdende bikarbonat (62 mmol/L) ikke forhindrer mælkens koagulation in vivo. Studiet er udført på 3 raske kalve med løbefistler efter samme protokol som Constable et al. (2008).

Et tysk studium (Kirchner et al., 2015) undersøgte koagulationen af 2 L komælk, mælkeerstatning eller komælk og mælkeerstatning iblandet elektrolytter, ved ultralydsundersøgelse af løben før og efter fodring af 28 raske kalve og 15 kalve med diarré. Studiet viser, at mælken koagulerede i løben, selvom der var iblandet elektrolytter med høj SID og højt indhold af bikarbonat (bikarbonat: 93 mmol/L og SID: 117).

Det kan ikke udelukkes, at der findes studier som viser, at bikarbonat hæmmer koagulationen af mælk i løben, men i så fald har det ikke været muligt at finde dem. Ikke desto mindre ser det ikke ud som om der er nævneværdige negative konsekvenser for kalven, såfremt mælken ikke koagulerer. Derfor er det sandsynligvis ikke vigtigt, hvorvidt mælken koagulerer eller ej.

Læs mere på siden "Koagulering af mælk i løben"

Bikarbonat får også skældud for at øge pH i løben.

pH over 5,5 forbedrer vækstbetingelser for flere patogene bakterier, herunder Salmonella og E. coli. Hertil kommer, at pH under 3,4 har en direkte baktericid (bakteriedræbende) effekt på visse bakterier (igen E. coli og Salmonella) hvorfor det er en klar fordel for kalven, såfremt pH i løben holdes så lavt som muligt så lang en periode af døgnet som muligt (Smith et al., 2012).

Bikarbonat øger pH og derfor er det nærliggende at tænke, at det er bedre for kalven at få elektrolytblandinger som indeholder acetat og proprionat, fordi disse frie fede syrer skal en tur forbi leveren, inden de får en alkaliserende effekt på kalven.

Men - her skal vi passe på med at give bikarbonat skylden for det hele! Faktisk vises det i studiet af Bachmann et al. (2009) at SID forklarer mere af variationen i pH i løben end hvorvidt bufferen er acetat, proprionat, bicarbonat eller citrat i elektrolytblandingen. Dette understøttes også i studiet af Constable et al. (2008), som studerer effekten af en elektrolytblanding uden bikarbonat og citrats påvirkning på pH og konkluderer, at når en elektrolytblanding har en høj SID (i dette tilfælde 124 mmol/L) påvirkes pH i løben i stort set samme grad som ved tildeling af en elektrolytblanding indeholdende bikarbonat.

Der tegner sig derfor et billede af, at tildeling af orale elektrolytblandinger som er i stand til at normalisere kalvens syre-base balance (hvilket er absolut nødvendigt for at få kalven på benene igen) har den ulempe, at pH i løben øges - uanset om de indeholder bikarbonat eller ej.

Positive effekter ved acetat og proprionat (som bikarbonat ikke besidder)

Set i forhold til acetat og proprionat, mangler bikarbonat dog alligevel nogle af de positive egenskaber, de førstnævnte forbindelser har. Man kan derfor godt argumentere for, at acetat og proprionat er bedre i orale elektrolytblandinger end bikarbonat:

Acetat har effekt på natriumabsorptionen som følge af en endnu ukendt absorptionsmekanisme. Tilstedeværelsen af acetat i en elektrolytblanding medfører et øget optag af natrium i forhold til en elektrolytblanding, som kun indeholder glukose eller glycin (Smith og Berchtold, 2014)
Acetat og proprionat bliver omdannet til energi (Smith og Berchtold, 2014)
Acetat og proprionat har en direkte inhiberende effekt på væksten af salmonella selv i små doser (20 mmol/L) (Smith et al., 2012)

Er laktose lige så godt som glukose i en elektrolytblanding?

Nej, glukose er sandsynligvis bedre end laktose i en elektrolytblanding til kalve med diarré og her kan du læse hvorfor (omend grundlaget er lidt spinkelt):

Laktose skal første nedbrydes i tarmen til glukose og galaktose, via enzymet laktase, før glukosen frigives og kan optages over tarmvæggen (via en aktiv co-transport med natrium). Når tarmvæggen bliver beskadiget (eksempelvis ved infektioner med Corona- og Rota virus eller Cryptosporidier, som medfører villusatrofi) påvirkes tarmcellernes evne til at producere enzymer, herunder laktase. Skader på tarmvæggen medfører også en reduceret absorptionskapacitet. Samlet set er der derfor en øget risiko for at kalve med diarré bliver (delvist) laktoseintolerance.

Hof (1980) foreslår en maksimal laktosetolerans på 10 g laktose pr kg kropsvægt pr dag, dvs. en øvre grænse for, hvor meget laktose en (rask) kalv kan tåle ad gangen, inden laktaseaktiviteten overbelastes. I almindelig komælk er der ca. 50 g laktose/L (Gutzwiller, 2000) og med Hof's foreslåede laktosegrænseværdi svarer det til, at en rask kalv på 50 kg kan tåle en laktosemængde svarende til indholdet i 10 L alm. komælk i en fodring.

Et andet forhold omkring fordøjelsen af laktose hos kalve er, at laktaseproduktionen i tarmen hos kalve er adaptiv - altså, det tror man i hvert fald. Laktaseproduktionen i tarmen hos kalve blev studeret i 60'erne og er citeret i Hof (1980). Mængden af laktase i tarmen er afhængig af den mængde laktose, kalven er vant til at få. Når kalven fravænnes stopper produktionen af laktase og kalven bliver ude af stand til at spalte laktose - og vil få diarré hvis den pludselig tildeles laktose igen. Efter en tilvænningsperiode vil kalve dog kunne genoptage produktionen af laktase i tarmen og genvinde evnen til at spalte laktose.

Men er der dokumentation for at kalve med diarré ikke tåler laktose i store mængder?

Nej. Der findes studier som viser at kalve med naturligt opstået diarré tåler laktose i små mængder:

Nappert et al. (1993) konkluderer på baggrund af et studium af 18 kalve (10 dage gamle) med naturligt opstået diarré og 12 kontrol kalve (19 dage gamle), at koncentrationen af glukose i blodet efter fodring med 1,3 g laktose/kg kropsvægt (i alt en mængde som svarer til indholdet i 1 L mælk) var ens for kalve med og uden diarré og dermed blev det konkluderet, at fordøjelsen af laktose ikke er påvirket hos kalve med diarré.

Gutzwiller (2000) fodrede 10 kalve (ca. 12 dage gamle og ca. 48 kg) med naturligt opstået diarré med knap 2 L almindelig komælk eller 2 L komælk tilsat laktase for at finde ud af, om kalve med diarré har et bedre optag af glukose og mindre mikrobiel fermentering i tarmen, hvis laktoseindholdet i mælken var enzymatisk bearbejdet allerede inden fodring. I dette studium var der ikke forskel på hverken glukosestigningen i blodet eller omfanget af den mikrobielle fermentering (bestemt ved måling af H+ i udåndingsluften). Kalvene fik en laktosemængde svarende til 2 g laktose/kg kropsvægt.

Hvis man forestiller sig en situation, hvor kalve med diarré (hvis tarm i udgangspunktet er udfordret) får tildelt mere laktose end de er vant til (fordi de både får mælk og elektrolytblanding baseret på laktose) ja, så er det ikke sikkert de har laktasekapacitet til at omsætte al laktosen. Dette vil give kalven diarré og øge risikoen for bakteriel fermentering af laktose i tarmen med deraf følgende produktion af D-laktat til følge, hvilket vil forværre kalvens tilstand.

Omend ovenstående er af spekulativ karakter (fordi der ikke findes studier som undersøger forholdet) er det sikre valg, at vælge en elektrolytblanding med glukose fremfor laktose.

Kildehenvisninger

L. Bachmann, T. Homeier, S. Arlt, M. Brueckner, H. Rawel, C. Deiner og H. Harmann. 2009. Influence of different oral rehydration solutions on abomasal conditions and the acid-base status of suckling calves. Journal of Dairy Science. Volume 92. Pages 1649-1659. DOI: 10.3168/jds.2008-1487- Publiceret via open access.

L. Bachmann, B. Schmidt, U. Rauwolf , J. Wenge og M.Coenen. 2012. Change of plasma volume, osmolality, and acid-base status in healthy calves after feeding of milk and water- and milk-based oral rehydration solutions. Journal of Dairy Science Oct;95(10):6006-14. doi: 10.3168/jds.2012-5562. Publiceret via open access

Sen, I., & Constable, P. D. (2013). General overview to treatment of strong ion (metabolic) acidosis in neonatal calves with diarrhea. Eurasian Journal of Veterinary Sciences, 29(3), 114-120.

P. Constable, W. Grünberg og L. Carstensen 2008. Comparative effects of two oral rehydration solutions on milk clotting, abomasal luminal pH, and abomasal emptying rate in suckling calves. Journal of Dairy Science. Volume 92. Pages 296-312. doi: 10.3168/jds.2008-1462. Publiceret via open archive

V. Doré, D.M. Foster, H. Ru og G.W. Smith, 2019 Comparison of oral, intravenous, and subcutaneous fluid therapy for resuscitation of calves with diarrhea. Journal of Dairy Science, Volume 102, Issue 12, Pages 11337-11348, https://doi.org/10.3168/jds.2019-16970. Publiceret open access

G. M. Goodell, J. Campbell, L. Hoejvang-Nielsen, W. Stansen og P.D. Constable 2012. An alkalinizing oral rehydration solution containing lecithin-coated citrus fiber is superior to a nonalkalinizing solution in treating 360 calves with naturally acuired diarrhea. Journal of Dairy Science. vol 95. Pages 6677-6686. http://dx.doi.org/10.3168/jds.2012-5605. Publiseret Open Access.

A. Gutzwiller. 2000. Glucose and galactose absorption after ingestion of milk containing hydrolysed lactose in calves with diarrhoea. Journal of Veterinary Medicine. A, Physiology, Pathology, Clinical Medicine. Issue 47. Pages 495-500

G. Hof 1980. An investigation into the extent to which various dietary components, particularly lactose, are related to the incidence of diarrhoea in milk-fed calves. pHd dissertation. Wageningen universitet. https://www.wur.nl/en/Publication-details.htm?publicationId=publication-way-3733353836

D. Kirchner, L. Schwedhelm, J. Wenge, I. Steinhöfel, C. Heinrich, M. Coenen og L. Bachmann. 2015. Ultrasonographic imagining of abomasal milk clotting and abomasal diameter in healthy and diarrheic calves. Animal Science Journal. 86, 929-936. doi: 10.1111/asj.12382.

V. Meganck, G. Hoflack og G. Opsomer. 2014. Advances in prevention and theraoy of neonatal dairy calf diarrhoea: a systematical review with emphasis on colostrum management and fluid therapy. Acta Veterinaria Scandinavica, 56:75 Publiceret via open access under en Creative Commons license.

G. Nappert, D. Hamilton, L. Petrie og JM. Naylor. 1993. Determination of lactose and xylose malabsorption in preruminant diarrheic calves. Canadian Journal of Veterinary Research. Jul;57(3):152-8.

G. Smith, A. Ahmed og P.D. Constable. 2012. Effect of orally administered electrolyte solution formulation on abomasal luminal pH and emptying rate in dairy calves. Journal of American Veterinary Medicine Association; 241:1075-82

G. Smith og J. Berchtold. 2014. Fluid Therapy in Calves. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice 30 (2014) 409-427 http;//dx.doi.org/10.1016/j.cvfa.2014.04.002. Publiceret via open access

J. Wilms, H. Berends, og J. Martín-Tereso. 2018. Hypertonic milk replacers increase gastrointestinal permeability in healthy dairy calves. Journal of Dairy Science. 2019;102(2):1237-1246. doi:10.3168/jds.2018-15265. Publiceret som Open Access under en Creative Commons licens.

JN. Wilms, J. Echeverry‐Munera, L. Engelking, LN. Leal og J. Martín‐Tereso. 2020a Tonicity of oral rehydration solutions affects water, mineral and acid–base balance in calves with naturally occurring diarrhoea. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition. 00: 1– 16. https://doi.org/10.1111/jpn.13405. Publiceret som Open Access under en Creative Commons licens.

VÆLG DEN RIGTIGE ELEKTROLYTBLANDING